Oplev hyldestkampen for alle tidligere udsendte når FC Fredericia møder FC Helsingør d. 17. sep. kl. 14.00.

Alle tidligere udsendte og pårørende får gratis adgang.

Billetbestilling skal ske til https://forms.gle/w3NYqR2KAcw2yq6w9

Heri angives det ønskede antal kampbilletter og et vedhæftet billede af veteran-kort.

Billetterne sendes derefter direkte til den angivne mail, og kan medbringes både elektronisk på mobilen eller ved fysisk udskrevet billet.

Deadline for billetbestilling: 12. sep. 2023

Forplejning: alle deltagere vil modtage vouchers til en pølse + øl/vand. Disse vil blive uddelt når deltagerne har indtaget deres plads i den samlede sektion på stadion under kampen.

NB Alle tidligere udsendte skal kunne fremvise veterankort, og alle pårørende skal være i følgeskab med en tidligere udsendt med veterankort.

VETERANMATCH 2023

Som udsendte for Danmark kæmper de danske soldater helt grundlæggende for verdensfreden, og for at alle vi andre kan leve et trygt liv. 

Det gør de med livet som indsats, og bag dem står familie og venner med savn og usikkerhed.

Nogle soldater kommer aldrig hjem, andre vender skadede hjem med ar på krop og sjæl. Og så skal de kæmpe igen.

Kæmpe for at få en hverdag til at hænge sammen. Kæmpe for forståelsen af, at de som menneske er forandret og kæmpe for at finde en vej, hvor fremtiden trods alt indeholder lys.

Og så er der alle dem, der måske nok kommer ‘hele’ hjem, men som hver og en har givet store ofre for at rejse ud og beskytte vores værdier i betændte konfliktområder.

De fortjener at blive hyldet for det mod, de har udvist for at beskytte vores værdier.

Formålet med Veteran Match 2023 er netop at hylde og anerkende alle danske soldaterveteraner, styrke dem i overgangen fra en militær til civil karriere og sætte fokus på veteranernes trivsel og tilværelse efter udsendelse i globale brændpunkter.

Baggrunden 
 

Veteran Match blev lanceret i 2020, hvor Københavns Kommune, FC København og DIF Soldaterprojekt gik sammen om en indsats for de københavnske veteraner med henblik på at skabe gode rammer for at få dem ud på arbejdsmarkedet.  

Ambitionen var, at konceptet på sigt skulle blive til en fast tilbagevendende begivenhed – ikke bare i København, men over hele landet og i flere sportsgrene. 

Allerede i 2021 lykkedes det at lægge et ordentlig lag på ambitionen, idet samtlige ishockeyklubber i Metal Ligaen deltog sammen med alle klubber fra 3F Superligaen samt enkelte fra NordicBet Ligaen i fodbold. I 2022 blev også størstedelen af HTH Herrehåndboldligaen en del af konceptet, og sådan bliver det også i 2023, hvor hele NordicBet Ligaen er med. Indsatsen afvikles i samarbejde med de lokale kommuner, som er en central aktør i hele indsatsen.

Grundfos fonden / Poul Due Jensens Fond støtter Veteran Match økonomisk.

Konceptet 

Konceptet består af to ben; jobmatch, hvor veteranerne i trygge rammer mødes med erhvervslivet, og en række hyldestkampe, hvor klubberne på forskellig vis hylder veteranerne og er med til at samle penge ind til at styrke arbejdet med skadede veteraners foreningsdeltagelse. Hovedparten af de deltagende klubber kaster alle kræfter i hyldestkampene alene, mens en række større klubber – primært fra 3F Superliga – afvikler både jobmatch og hyldestkampe. Det er med andre ord muligt “kun” at deltage med det ene ben af Veteran Match-konceptet.

Jobmatch er en indsats, hvor klubbernes sponsorer og erhvervsnetværk møder lokale jobsøgende veteraner med henblik på at etablere samarbejder om praktik- eller jobåbninger til glæde for begge parter. Indsatsen afvikles i samarbejde med den lokale kommune og skal ses som et supplement eller alternativ til de traditionelle kommunale jobcentre.  

Match-processen mellem veteraner og virksomheder er tidligere blevet afviklet via enkeltstående jobmatchevents, men denne model ændres i 2023 til et mere dynamisk og kontinuerligt samarbejde, hvor kontakten mellem virksomheder og veteraner skabes gennem klubben og kommunen på faste partnerskabsmøder. Det åbner op for flere matchmuligheder i løbet af et år og øger sandsynligheden for at indfri interessen fra en virksomhed, der ønsker at ansætte en veteran – og omvendt. Veterancenteret bidrager med både viden og adgang til målgruppen, mens klubberne også byder ind med idrætsaktiviteter, der kan skabe en uformel stemning mellem veteraner og virksomheder.   

Hyldestkampene afvikles henover tre uger i efteråret i 3F Superliga, NordicBet Ligaen, Metal Ligaen og HerreLigaen. Før, under og efter disse ligakampe laves der forskellige aktiviteter med henblik på at hylde, anerkende og støtte danske veteraner. Nogle hold stiller op i specialdesignede trøjer som bagefter signeres og bortauktioneres, og andre inviterer veteraner og deres familier med på tribunerne. Overalt sælges de specialdesignede Veteran Match-pins og overskuddet fra salg af pins og bortauktionerede trøjer går til at styrke arbejdet med skadede veteraners foreningsdeltagelse i landets godt 40 Safe Zones. 

Kort fortalt er nøgleordene i Veteran Match-konceptet: Sport, fællesskaber, netværksdannelse og anerkendelse af den indsats, veteranerne har ydet for det danske samfund.  

Målet er, at Veteran Match 2023bliver en mindeværdig og brugbar oplevelse, hvor de deltagende veteraner føler sig anerkendt og ligeledes får boostet deres mod på en civil arbejdskarriere.   

(Kort version) 

Formålet med Veteran Match 2023er at hylde og anerkende de danske soldaterveteraner, styrke dem i overgangen fra en militær til civil karriere og sætte fokus på veteranernes trivsel og tilværelse efter udsendelse i krig.

Målgruppen er alle danske veteraner, der hver og en har givet store ofre for at rejse ud og beskytte vores værdier i betændte konfliktområder.

Hyldesten og anerkendelsen sker med afsæt i tre ugers afvikling af ligakampe i 3F Superligaen, NordicBet Ligaen, Metal Ligaen og HerreLigaen. Før, under og efter disse kampe hyldes veteranerne via en række forskellige aktiviteter, ligesom de fleste klubber vil spille i specialdesignede trøjer med Veteran Match-logo. Som en del af disse kampe sælges særlige Veteran Match-pins, og overskuddet fra salg af disse pins og bortauktionerede spillertrøjer går til at styrke arbejdet med skadede veteraners foreningsdeltagelse i landets godt 50 Safe Zones. 

Sideløbende afvikles en jobmatch-indsats i samarbejde med udvalgte ligaklubber, der aktiverer deres sponsor- og erhvervsnetværk med henblik på at skabe jobåbninger for de veteraner, der står uden for arbejdsmarkedet. Det sker i samarbejde med DIF Soldaterprojekt, kommunerne og Forsvarets Veterancenter.

Bag Veteran Match 2023står DIF Soldaterprojekt fra Danmarks Idrætsforbund, hele Metal Ligaen, hele 3F Superligaen og NordicBet Ligaen – repræsenteret af Divisionsforeningen – samt stort set alle klubber fra HerreLigaen i håndbold. Derudover medvirker en lang række kommuner fordelt over hele landet.   

Ambitionen er, at Veteran Match bliver en fast tilbagevendende begivenhed – over hele landet og i flere sportsgrene. 

Veteran Match er støttet økonomisk af Grundfos fonden / Poul Due Jensens Fond.