Med sine to sene udligninger imod FC Helsingør og senest AC Horsens, har Tobias Bach været en af månedens hovedpersoner. Vi har taget en snak med Tobias frem mod opgøret mod B.93:
Efter både en udekamp og en landskampspause vender i nu tilbage til Monjasa Park, hvor B.93 venter. Hvad forventer du dig af kampen?
”Jeg tror det bliver en god kamp. Vi skal ud og præstere på banen efter en landsholdspause. Vi har arbejdet godt her i klubben. Så vi skal ud og arbejde hårdt og gå efter de 3 point.”
I slutter året af med 3 hjemmekampe i træk. Hvor vigtigt bliver det at have denne her hjemmebane med sig til sidst?
”Det bliver ekstremt vigtigt. Jeg håber på en masse støtte fra tilskuerne og jeg håber at den støtte kan motivere os endnu mere. Jeg håber at vi kan gøre hjemmebanen til et fort og få så mange sejre som muligt.”
Du har jo været meget i fokus på det sidste med 2 udligninger i de døende minutter. Er det sjovt at være dig i øjeblikket?
”Det er meget sjovt. Jeg synes også at vi har fået en god attitude på holdet, hvor vi bliver ved med at presse på selvom vi er bagud i de sidste minutter. Og så er det jo bare fedt at få lov til at putte bolden i æsken.”