Efter 3 sejre i træk, hvor den seneste kom imod B.93 på Østerbro Stadion, tager vi nu imod AC Horsens på Monjasa Park. Vi har talt med en af målscorerne fra det seneste opgør om kampen:

Sofus vi vinder 5-0 på Østerbro og du bidrager også med din første scoring i den røde trøje. Hvordan var det at komme i gang på målkontoen?

”Det var dejligt. Det er selvfølgelig altid noget man har brug for, når man spiller på de offensive pladser. Så det var en god aften.”

Mange forventede en tæt kamp. Det kan man ikke sige, at den blev. Hvad var det der lykkedes så godt for jer?

”Vi lykkes med at få spillet bolden rigtig godt rundt. I 2. halvleg, efter at de får det røde kort især. Og vi bliver bare ved med at spille selvom vi kommer foran 1-0 og 2-0. Vi kørte på og så opstår mulighederne.”

I får ikke mange hviledage i øjeblikket. I morgen gælder det AC Horsens på Monjasa Park. Hvad har du af forventninger til den kamp?

”Jeg tror det bliver en rigtig fed kamp at spille. Horsens kommer med en sejr i den sidste kamp og har spillet godt. Hvis vi tæller Bredballe med, så har vi nu 3 sejre i træk. Det skal nok blive fedt. Vi glæder os til at give den fuld gas og så håber vi på et godt resultat.”