FC Fredericia gæstede i søndagens opgør HB Køge. FC Fredericia kunne med en sejr indtage en foreløbig førsteplads, mens HB Køge i den anden ende tabellen skulle kæmpe for at holde sig til i kampen om top-6.
FC Fredericia varetog flot favoritværdigheden fra kampens start, hvor de satte sig på boldbesiddelsen. Den første store chance tilfaldt FC Fredericia i det 5. spilleminut, men herefter udeblev de store chancer. Første halvlegs største chance tilfaldt HB Køge, som sendte et fladt indlæg mod bagerste stolpe, hvor Jubril Adedeji kom til bolden, men skuddet blev afværget. I slutningen af første halvleg tog Fredericia igen spillestyringen, men fik ikke udbytte af chancerne og stillingen til pause var 0-0.
Anden halvleg startede, som første halvleg sluttede. FC Fredericia sad på bolden og skabte flere målchancer uden at få bolden i målet. Frederik Carstensen kom fri på tæt hold ved Sebastian Johns mål, men skarpheden manglede og han smadrede bolden på overliggeren. FC Fredericia fortsatte dominansen, men fik ikke hul på bylden og kampen sluttede uforløst 0-0.
NordicBet Liga, 7. spillerunde, søndag 27. August kl. 13:00 på Capelli Sport Stadion.
HB Køge 0-0 FC Fredericia
Fredericia (4-2-3-1)
Valdemar Birksø, Mikkel Juhl, Mikkel Fischer, Jesper Juelsgaard, Frederik Christensen, Nicklas Røjkjær, Gustav Marcussen, Jakob Jessen, Emilio Simonsen, Sofus Berger, Adam Jakobsen.
Indskiftninger: Frederik Carstensen (61’), Tobias Bach (61’), Mikkel Wohlgemuth (61’), Eskild Dall (75’), Anders Holvad (84’).
Cheftræner: Michael Hansen.
HB Køge (4-2-3-1)
Sebastian John, Efe Bayrak, Janus Seehausen, Nemanja Cavnic, Pierre Larsen, Sebastian Larsen, Casper Jørgensen, Silas Hald, William Madsen, Erkan Semovski, Jubril Adedeji.
Indskiftninger: Tobias Pedersen (66’), Lukas Schmidt (66’), Ifenna Dorgu (91′), Emil Villumsen (93′).
Cheftræner: Nicklas Pedersen .