På søndag, går det endelig løs igen på Monjasa Park, når vi tager imod FC Helsingør. Vi har frem mod kampen taget en snak med cheftræneren om hans forventninger til opgøret:

Efter en lille kamppause, gælder det nu FC Helsingør på Monjasa Park. Hvad forventer du dig af kampen?

”For det første skal man lige finde ud af hvor man står henne. Vi har haft nogle udekampe i træk og vi glæder os til at være på hjemmebane igen. Vi håber på at se mange herude, der støtter os. I den periode som vi er i lige nu, har vi også brug for at vinde nogle flere hjemmekampe. Vi kommer til at møde en modstander som vi traditionelt har det rigtig godt med på hjemmebane og rigtig svært med på udebane. De spiller noget fin fodbold og flytter bolden hurtigt. De har nogle pasninger og noget fart. De har været igennem en periode, hvor resultaterne ikke har været som de gerne vil have det. Men vi skal huske at forberede os på de ting som de har brugt de sidste 14 dages pause på at forberede. Men man skal også kigge på sig selv. Vi skal se på hvor vi kan presse os selv lidt mere og kigge på hvilke spillere der performer lige nu. Og så skal vi prøve at sætte en god præstation sammen.”

I har grundet landskampene haft en lille pause fra kampe. Er pausen faldet godt i forhold til at få hvilet truppen og plejet skader, eller falder den egentlig lidt skidt, når man tænker på den gode form i gik til pausen med?

”De falder i hvert fald i en periode, hvor vi har noget vi kan forberede. Om 4 uger har vi en kamppause igen, så det er bare de vilkår der er. Så det handler egentlig bare om at forberede sig godt, og tage det man kan med sig fra den periode man har været igennem. Vi er selv rigtig glade for den periode vi har været igennem. Den har været god og vi har i landskampspausen prøve at være lidt færre dage til træning, så vi har kunne slippe lidt mentalt. Men omvendt har vi også spillet to kampe. Vi er gået videre i pokalen og vi har i denne uge fået skærpet os mod en modstander af høj kvalitet. Men i de sidste dage op til kampen, har vi fuld fokus på modstanderen fra FC Helsingør. Vi har kigget på hvor vi kan gøre ondt og samtidig også hvor vi skal passe på. Vi har kigget på de kompetencer de har, og analyseret de situationer, hvor vi ikke bare skal gå all in. Vi har været dygtige til at forandre kampene i denne periode. Nu må vi se på hvad den næste periode byder på. Vi står et godt sted og vores belastning er god. Der er nogle spillere der har lidt på skadesfronten, men der er også nogle der er på vej tilbage. Alt i alt en konkurrencedygtig trup, der er klar til at yde en optimal indsats på søndag. Og så må vi se om vi er gode nok mod Helsingør.”