Torsdag aften løber vi igen på banen, når B.93 gæster Monjasa Park. Vi har frem mod kampen taget en snak med cheftræner Michael Hansen
Efter både en udekamp og en landskampspause vender i nu tilbage til Monjasa Park, hvor B.93 venter. Hvilke tanker har du omkring det opgør?
”Vi glæder os til at komme tilbage til et stadion der lige har givet os 2 sejre i de sidste 2 hjemmekampe. Nu har vi 3 hjemmekampe i træk. Vi har respekt for B.93. Nu vandt de senest efter en måske svær periode, men de har nogle gode kvaliteter i deres hold og er ret afklaret i deres måde at gøre tingene på. Så der er nogle ting vi helt klart skal passe på. Både når de har bolden, men også når vi selv har den. Kampen kommer måske til at kræve noget tålmodighed, men vi er også på hjemmebane og vi vil gribe det an på den måde, som vi selv føler at vi har den største chance for at vinde i. Vi vil prøve at lave så underholdende en kamp som muligt, så tilskuerne ikke kun fryser men også får noget at klappe af. Vi vil se om vi kan være fremadrettede i vores spil og se om vi kan skabe nogle chancer, men samtidig holde modstanderen nede. Det er lidt det samme vi vil hver gang, men vi nuancerer det efter modstanderen. Og her er det vigtigt at have respekt for nogle af de gode ting som B.93 de kan. Et hold der måske faktisk har vist mere på udebane end på hjemmebane.”