Begge hold kunne rejse fra Capelli Sport Stadion med 1 point efter 90 intense minutter. Vi har fanget cheftræneren og talt med ham om opgøret:

Gårsdagens kamp ender 0-0. Står man med en følelse af at have tabt 2 point eller at have vundet 1?

”Vi får jo et point, så vi vinder et point. Når man ikke er dygtige nok til at score mål, så er det bedste resultat man kan få 0-0. Vi er egentlig okay tilfredse med det vi leverer. Vi spiller en lige første halvleg, hvor vi havde håbet på at kunne dominere lidt mere, men må også erkende, at det var vi ikke dygtige nok til. HB Køge var dygtige til at forsvare sig med og uden bold. Vi havde svært ved at finde vores pres frem. Vi bruger pausen godt og det vi havde en forhåbning om skulle ske i de sidste 3-4 uger, det skete i 2. halvleg. Vi fik bygget godt på, vores indskiftninger var gode og vi fik presset rigtig godt på. Vi får dog ikke scoret. Det er til dels selvforskyldt, men også fordi HB Køge forsvarede sig så godt. De var dygtige til at holde fast i bolden på egen banehalvdel. I kampen var vi ikke dygtige nok offensivt. Det er ellers det, der har båret os i de seneste kampe, hvor vi har været dygtige til at komme foran. Det skete ikke i denne kamp, og vi må derfor nøjes med 0-0. Vi var lidt skuffede over ikke at vinde, men vi må videre. Allerede på fredag står vi i Hjørring, hvor vi skal møde Vendsyssel. Der skal vi være parate til at tage 3 point.”

Hvor kvaliteten måske manglede offensivt i går, så var den at finde i forsvaret. 3. liga clean sheet i træk i et forsvar præget af flere nye navne. Hvor vigtigt er det allerede at have opnået den her stabilitet defensivt?

”Det kommer nok lidt i perioder. Det kan være du interviewer mig om en måned, hvor det er gået den anden vej. Jeg læste også i lokalavisen at defensiven var et stort punkt. Vi starter sæsonen lidt shaky, lukker mange mål ind og giver nogle chancer væk. Det er dejligt, at vi efter en meget lang periode kan gå tilbage og sige, at det er godkendt det vi gør defensivt. Det betyder ikke at vi er tilfredse, eller at vi ikke arbejder videre på det. Hver modstander er forskellig. Mod HB Køge var det en helt anden ting vi skulle passe på i forhold til på fredag oppe i Vendsyssel. Hver kamp byder ind med noget forskelligt, og der synes jeg at spillerne har været gode til at nuancere sig og sætte fokus på de ting modstanderne gør.”