Fredag aften kunne vi tage hjem fra Sjælland med et enkelt point i bagagen efter at have spillet 1-1 mod Hillerød. Vi har efter kampen taget en snak med cheftræneren om resultatet og de mange forhold, der gjorde opgaven besværlig:

I spiller 1-1 mod Hillerød i fredags. Kan du sætte nogle ord på kampen og præstationen?

”Det var lidt todelt. Der var alt det som vi ikke kunne gøre så meget ved uden for banen, hvor blæsten både satte sit præg på turen derover og hjem. Men også det manglende lys på banen og den frustration som det kan give. Et professionelt hold, der skal over og spille en kamp i nogle forhold som jeg måske ikke engang ville gennemføre en træning i. Da vi ligesom var kommet lidt væk fra det og fik kampen igang, så prøver vi egentlig at spille kampen som vi havde forberedt trods vejret. I første halvleg lykkes det i mindre grad. Vi spillede mod et godt Hillerødhold, der var godt sat op og vi fik lavet nogle tekniske fejl og mistede bolden lidt hurtigt. De udnyttede vores fejl godt og kom til 4-5 afslutninger, hvor nogle af dem også var tæt inde omkring vores felt. Jeg synes at vi forbedrer os i 2. halvleg. Vi presser dem godt og har mere styr på bolden. Vi kommer også mange gange op i deres felt. Så to meget forskellige halvlege, hvor vi også må have respekt for vores modstandere der forsvarer sig godt og byder godt ind i den anden ende. Men når man kigger på kampen overordnet, så var der hverken de helt store chancer eller mange skud på mål. Jeg synes egentlig at en uafgjort var fint nok. Vi havde ikke evnerne til at til at lave det andet mål, og det havde Hillerød heller ikke. Her efter kampen og weekenden, er det også et point som vi godt kan bruge til noget. Det er altid godt at få noget med hjem, og jeg synes at der var noget god lærdom i vores spil. Hvor spillet var lidt mere enstydigt og naivt i 1. halvleg, blev det mere afklaret efter pausen. Vi kunne lidt flere ting og spillede mere med håndbræmsen trukket end i 1. halvleg, hvor vi tænkte lidt for meget. Vi kom heldigvis derfra med 1 point, for det kunne være endt begge veje. Derfor kan vi også bygge lidt videre på den næste kamp og den næste uge, hvor vi også har en kamp på kunstbane. Det er ikke fordi vi vil ændre vildt meget. Vi vil egentlig gerne spille på samme måde som vi plejer. Dog er vi klar over at kunst giver os nogle andre ting end græs. Specielt i den årstid som vi er i nu. .”

Som du selv siger, så var det en kamp i nogle uvante omgivelser i form af både kunstbanen, vinden og det manglende lys. Hvor meget indflydelse tror du at disse faktorer havde på de 90 minutter?

”Jeg kom både lidt ind på det i starten af interviewet og sagde det også til vores lokale dagblad. Jeg er også gået videre med det i vores systemer. Det er dog ikke noget jeg bruger så meget krudt på, da jeg ikke har indflydelse på. Jeg har en mening og jeg er en af de aktører der skal ud og spille i det. Så jeg synes at vi skal høres. Så som sagt er det ikke noget som jeg behøver at bruge så meget krudt på. Man kan vælge mange vinkler, man kan f.eks. vælge at sige ”Det kan vi ikke bruge til så meget, vi må videre”, men jeg synes faktisk at vi kommer derfra med noget lærdom. Jeg kommer også derfra med noget lærdom i min måde at tænkte det på og den måde jeg havde stillet holdet op og forberedt os. Der havde vi virkelig brug for pausen. Jeg kan næsten ikke huske sidst jeg skiftede 3 mand ud i pausen. Og det kunne også have været 3 andre. Pilen pegede ikke kun på de 3. Den pegede på os alle sammen. Selvom man kun er bagud 1-0, kan man stadig være meget utilfreds med det man leverer. Vi har overhovedet ikke farlige i 1. halvleg og vi kom meget mere med i 2. halvleg. Vi kom mere ned i deres felt og kom heldigvis hjem med et resultat, som vi kan bruge til noget og bygge videre på. Nu handler det om at holde ved, og nu skal vi gå efter næste kamp som bliver lige så svær, og så må vi se om vi kan vinde i Helsingør.”