Efter en 14 dages kamppause, starter NordicBet Ligaen snart op igen. Her skal vi en tur over Storebælt, hvor en udekamp mod Hillerød venter. Vi har frem mod kampen taget en snak med Mikkel Wohlgemuth:

Nu står i jo midt i en landskampspause som snart slutter igen. Hvad har i brugt pausen på?

”Den er blevet brugt på at slappe af. Først og fremmest i hovedet. Det mentale har man brug for, når man er så intens i turneringen og har kampe hele tiden. Men først og fremmest har vi haft nogle dage, hvor vi har kørt på og en god kamp i Silkeborg, hvor vi kom op i tempo og matchede et Superliga-hold som har gode spillere og som kæmper med i toppen. Jeg synes at vi var fint med selvom at vi godt kunne mærke at de var gode. Efterfølgende havde vi en god weekend, hvor vi kunne få slappet af frem mod en god uge.”

På fredag ruller bolden igen når Hillerød venter. Hvilke forventninger har du til kampen?

”Hillerød er et godt hold. Vi har forberedt os godt på kunst og vi ved hvad vi kommer ud for. Vi så sidst hvor svært det var mod Hillerød. Det var med nød og næppe at vi fik de 3 point. Men vi er også blevet bedre siden. Så vi skal over og vise os frem og spille det fodbold som vi har gjort i lang tid nu. Vi skal derover med selvtillid, men også med respekt for et Hillerød-hold, som er gode på hjemmebane og er vant til kunst hver dag. Vi tager derover med en god selvtillid i bagagen men også med ydmyghed.”