Gårsdagens kamp gik desværre ikke som vi havde håbet på, da vi måtte erkende os besejret med 0-4 imod B.93. Vi tog efter kampen en snak med cheftræneren:

I taber desværre i dagens opgør. Kan du sætte nogle ord på kampen og hvad der ikke lykkedes i dag?

”Vi taber til et bedre hold i dag. De er bedre end os på stort set alle parametre. Derfor vinder de også med 4-0, hvilket måske lidt er en ydmygelse. Og det generer os også. Stort set det hele gik galt. Vores tekniske niveau var for lavt og når vi mister så mange bolde som vi gør, så hænger vi heller ikke ordentligt sammen. Vi mangler lige 5 meter for at hjælpe hinanden defensivt. Jeg synes at B.93 gør det godt og får udnyttet vores mangler. Så der er ikke så meget andet at gøre end at kigge på sig selv her. For det var fuldt fortjent og et ordentligt rap over nallerne. Heldigvis er det meget lang tid siden at vi har stået med den her følelse, men det er en tom følelse at stå med – og en følelse som man godt kan have lidt svært ved at sætte ord på. Vi må have rejst pande og tage imod de tæsk som der er. Og når vi så har gjort det, så må vi kigge fremad.”