I søndags kunne vi fejre vores anden sejr på 4 dage, da vi slog Kolding IF med 1-0. Allerede fredag venter der dog et nyt opgør når vi skal en tur til Horsens. Vi har taget en snak med cheftræneren om modstanderen:

På fredag gælder det AC Horsens. Hvilke forventninger har du til opgøret og modstanderen?

”Det bliver en spændende kamp imod et konkurrencedygtigt hold, der ikke føler at de har fået det de skulle. Samtidig har de måske heller ikke vist det der skal til. Vi har været effektive i felterne og gode til at få tippet tingene over på vores side – også i svære perioder. Og de kommer også i denne kamp. Jeg forventer en kamp hvor vi vil have overhånd i nogle perioder, men hvor Horsens også kommer til at trykke os i andre perioder. Så det gælder om at være effektive i de perioder vi har, og at spille sig ud af det pres som der kan komme. Vi skal samtidig være klar på at Horsens både har noget fysik og noget fodboldspil. Kommer de med nogle backs og nogle hurtige kanter? Og ligger de sig op i vores rum i den forreste del af banen? Vi vil i hvert fald tage til Horsens for at se om vi kan vinde. Vi vil byde ind med noget spil igennem banen og så se om vi kan skabe os nogle chancer som vi vil prøve at være effektive på. Samtidig ved vi også godt at det bliver en af de kampe på udebane hvor der skal noget ekstraordinært til. Så vi går efter en totalpræstation og ved nok godt at de små ting bliver afgørende og der skal vi være klar.”