Efter et succesfuldt lejeophold i sidste sæson, er Frederik Carstensen vendt tilbage til endnu en sæson i den røde trøje. Vi har taget en snak med Frederik om de første uger og hvorfor valget netop faldt på en retur til FC Fredericia:

Efter en god tid i sidste sæson, er du nu tilbage i FC Fredericia. Hvordan kan det være, at valget faldt på en retur hertil?

”Jeg synes at jeg havde en god sæson i sidste sæson. Jeg fik vist en stor tillid og der blev troet meget på mine evner. Så det vil jeg gerne tilbage til. Jeg synes at jeg passer godt ind her. Nu har vi også fået en bedre start på denne sæson end sidste, hvilket altid hjælper.”

Du vender både tilbage til nogle ansigter du kender, men også mange nye spillere. Er du faldet godt til hos både de gamle og nye holdkammerater?

”Ja, det synes jeg. Det er også noget nemmere denne gang, da jeg kender nogle flere. Det er også nogle gode fyre der er blevet hentet ind. Så det har ikke været så svært.”

Du er ved at spille dig selv i rigtig god form og har også været med i nogle kampafgørende situationer i de seneste opgør. Føler du at kampformen er der igen, eller er den stadig på vej?

”Jeg vil sige, at jeg stadig mangler lidt endnu. Men den er på vej. Jeg kæmper og arbejder hele tiden på det, så det skal nok komme.”