Talrige fans var mødt forventningsfulde op på lægterne til kamp da Fredericia søndag tog imod FC Helsingør i hjemmedragterne med Veteran Match påtrykt på brystet til ære for veteranerne. FC Helsingør kom svækket til kampen med blot 7 point, som rækkens næstsidst rangerede hold, omvendt var Fredericia fulde af selvtillid med muligheden for at spille sig forbi Sønderjyske på NordicBet Ligaens 2. Plads.
Første halvleg forløb uden de helt store målchancer, idet begge mandskaber manglede skarpheden på banens sidste tredjedel. Trods den manglende kvalitet i pasningsspillet skabte Fredericia en stor chance da en clearing havnede for fødderne af Frederik Christensen et lille stykke uden for det lille målfelt, men hans skud blev placeret forbi mål og stillingen til pause lød 0-0.
I anden halvleg tog Fredericia kontrol over spillet og viste, hvorfor der var 9 points forskel på de to mandskaber. Fredericia skabte flere gange plads på kanterne og i 58. minut bryder Emilio Simonsen igennem forsvarskæden. Emilio bliver trådt i hælene, men dommeren vinker afværgende selvom det lignede et klokkeklart straffespark. I det 70. minut var det igen Emilio Simonsen der drev gæk med 3 Helsingør forsvarsspillere før han sparkede bolden på overliggen. Kort efter trak dommeren igen al opmærksomhed da Nicklas Røjkjær bliver væltet i feltet, men endnu engang vinkede dommeren kontroversielt afværgende og lod spillet fortsætte. I kampens sidste fjerdedel sneg fejlafleveringerne sig igen ind hos Fredericia i de afgørende spillesekvenser. Kampen endte derfor uden scoringer.
NordicBet Liga, 9. spillerunde, søndag 17. september kl. 14:00 på Monjasa Park.
FC Fredericia 0-0 FC Helsingør
Fredericia (4-4-1-1)
Valdemar Birksø, Mikkel Fischer, Jesper Juelsgaard, Frederik Christensen, Nicklas Røjkjær, Sofus Berger, Mikkel Wohlgemuth, Emilio Simonsen, Lundrim Hetemi, Frederik Carstensen, Adam Jakobsen.
Indskiftninger: Eskild Dall (68), Jakob Jessen (83’), Gustav Marcussen (83), Tobias Bach (46’), Mikkel Juhl (68).
Cheftræner: Michael Hansen.
FC Helsingør (4-2-3-1)
Stan Van Bladeren, Frederik Helstrup, Kasper Enghardt, Daniel Norouzi, Ferhan Hasani, Mathias Christensen, Robert Marcus, Frederik Karlsen, Monday Etim, Oliver Drost, Rasmus Lindén.
Indskiftninger: Mikkel Knudsen (76’), Alexander Hvid (76’)’, Mathias Brems (85), Nikolaj Bagger (85), ikke-registreret/ukendt spiller (65).
Cheftræner: Daniel Pedersen.