I fredags slog vi B.93 på Østerbro Stadion, og allerede i morgen venter en ny kamp, når AC Horsens kommer på besøg på Monjasa Park. Vi har inden kampen taget en snak med cheftræneren:

I morgen gælder det AC Horsens på Monjasa Park. Hvad forventer du dig af kampen?

”Jeg glæder mig selvfølgelig. Vi har et tæt kampprogram lige nu, hvor vi er kommet igennem det med nogle sejre. Jeg glæder mig til at tage imod Horsens. Nogle af de andre oprykningsfavoritter har vi haft på udebane i form af Sønderjyske og AaB. Nu har vi Horsens på hjemmebane. Jeg føler at vi er et sted, hvor vi skal løfte os. Men gør vi det, så kan vi lave en kamp, hvor kvaliteten i felterne kan blive afgørende. Jeg synes vi er et godt sted lige nu. Både til at opsøge tingene, men også til at have færdighederne til at kunne gøre ondt på Horsens. Vi glæder os til en test, hvor vi virkelig skal skærpe os for at få noget med.”

På papiret lignede fredagens opgør mod B.93 en tæt kamp. Det blev det ikke, da i vinder 5-0. Er der noget fra den kamp, som i kan tage med i morgen?

”Ja, at kampene nok er tætte. Uanset om vi møder en oprykker eller en nedrykker. Nu møder vi både en oprykker og en nedrykker på 2 kampe. Så kampene i denne liga er tætte, og man skal have kvaliteten og heldet med sig for at vinde dem. Jeg synes faktisk vi havde en lige kamp i fredags, der tippede til vores fordel, hvor vi så virkelig kom i gang i 2. halvleg. I morgen bliver endnu en tæt kamp, som vi skal sørge for at holde åben. Vi skal sørge for at gøre det svært for Horsens forsvar. Samtidig skal vi sørge for at holde os tætte nede bagved. Noget vi faktisk har været gode til på det sidste. Både mod B.93 og Hillerød gik vi til pause med 0 mål imod os. At holde kampen åben tror jeg også bliver en afgørende ting i morgen. Selvom Horsens kommer fra et tempo der er højere end vores i sidste sæson, så skal vi holde tempo med dem. Det er den vej vil gerne vil gå – og det skal vi turde gøre.”