Direktør Stig Pedersen har i flere år været synonymet med FC Fredericia. I år rundede han sit 27. år i klubben. Vi har frem mod dagens topkamp taget en snak med Stig om den nuværende sæson – En sæson, hvor tilfredsheden i høj grad er at spore hos direktøren:
’’Vi er rigtig tilfredse. Det er klart. Vi har gjort det rigtig godt. Det er også super tilfredsstillende med en 3. plads i forhold til TV-afregningen. De her TV penge betyder nemlig meget for klubben. Hvis vi kigger på det sportslige, så går det rigtig godt. Tingene går vores vej i øjeblikket. I sidste sæson så vi, hvor svært det var at vinde kampe og lige nu kommer nogle af sejrene lidt lettere. Jeg synes at vi har fået sat en god trup sammen og jeg synes at der er et større potentiale end hvad vi ser lige nu – Og det skal der også til hvis vi skal hænge på i toppen af NordicBet ligaen.’’
Udover den store sportslige succes i klubben, er en række ændringer omkring fanmiljøet og oplevelsen udenom de 90 minutter også foretaget. Og denne positive udvikling skal ifølge Stig fortsættes:
’’Vi står på skuldrende af en dårlig sæson sidste år. Men selve 2023 har været fantastisk for os. Selvom at vi er i gang med nogle gode tiltag, er det også stærkt befordrende at det går godt sportsligt. Så de ting spiller selvfølgelig godt sammen. Så det er vigtigt at vi udnytter det momentum udenfor banen på tilskuerrækkerne. Selvom at vi går en lidt koldere tid i møde, så venter der nogle spændende opgør, så vi forventer en del tilskuere efteråret ud. Og så skal vi stadigvæk udvikle på det. Der er masser af muligheder og potentiale. Vi skal sammen med den øvrige stab og de frivillige forsøge at gøre det til så god en oplevelse som overhovedet muligt at komme på Monjasa Park.’’
I dagens opgør venter et vaske ægte topbrag, når Sønderjyske kommer forbi – Et opgør som direktøren ser meget frem til:
’’Det bliver fantastisk – og vi glæder os. Det er også sjovt at møde en af de klubber der geografisk ligger tættest på i ligaen. Sønderjyske har jo ikke tabt siden vi mødte dem og vandt i Sønderjyske. Selvfølgelig tørster de efter revanche, men jeg synes også at vi nu er et bedre sted, end da vi spillede dernede. Det er Sønderjyske formentlig også. Så der venter et brag af en kamp.’’
FC Fredericia har været i konstant udvikling. Og det er nødvendigt, for at følge med i fodboldens og NordicBet Ligaens udvikling:
’’Nu skal man passe på hvad man siger, når man har været 23 år i samme række. Men folk glemmer måske lidt, at det at være med i toppen af NordicBet Ligaen faktisk kræver udvikling. Havde vi f.eks. stået stille og været på samme niveau som i 2010 eksempelvis, så havde vi ikke ligget i NordicBet Ligaen mere. Så vi har udviklet os. Der er bare en kæmpe forskel på NordicBet Ligaen og Superligaen, men vi forsøger hele tiden at bygge på – og så må vi jo se om det ikke lykkes. I denne sæson har vi i hvert fald fået et godt afsæt til at spille med om de sjove pladser. Og det håber jeg vi kan fastholde i hele efteråret.’’