Tirsdag aften, besejrede vi AC Horsens med 2-0 på Monjasa Park, i hvad der nu er vores 3. ligasejr i træk. Vi fangede kort efter kampen cheftræneren, der satte ord på sejren:
Hvis vi tæller pokalkampen med, var i dag vores 4. sejr i træk. Hvad er det, der fungerer så godt i øjeblikket?
”I de sidste 14 dage, har det virkelig fungeret. Jeg synes, at truppen er et fantastisk sted. De hjælper og pusher hinanden. I flere af kampene bliver vi mindst lige så gode, hvis ikke bedre, når vi begynder at ændre noget. I Hillerød spiller vi okay, og er først rigtig gode i de sidste 5 minutter. I B.93 spiller vi en lige 1. halvleg, hvor vi først bliver rigtig gode efter det røde kort. Men i dag spiller vi en fuldført kamp, hvor jeg også synes at vi er bedst. I det første kvarter synes jeg vi er gode. Jeg synes også der er et kvarter, hvor Horsens byder ind og vi laver nogle opspilsfejl. De udnytter det og trykker lidt på, men vi kommer godt igen. Vi sidder faktisk til pausen og ærgrer os over at vi ikke har scoret til 2-0. Men samtidig har vi noget respekt for Horsens og ved at det bliver en sej kamp. Horsens har også noget mere boldbesiddelse i 2. halvleg. Men vi forsvarer os godt. Både i det høje og det lave pres. Vi forsvarer os også godt med bolden. Vores trupbredde er med til at føre holdet videre i form at de 5 indskiftninger. Vi havde nogle store chancer til sidst og skulle have lukket kampen lidt hurtigere. Men når man vinder 2-0, er vi jo tilfredse.”
Vi snakkede inden kampen om at Horsens ville komme med et markant tryk, men et er i høj grad jer der byder ind med trykket selv. Sammenlignes kampen i dag med første sæsonkamp, ligner i næsten et andet hold. Hvad er det i har gjort, der har kunne ændre tingene?
”Der er kommet en del nye spillere. Det gjorde der også i sidste sæson, og der startede vi ikke så godt. Det hele bliver nemmere, når resultaterne følger med os. Og derfor er det også vigtigt at få point på kontoen. I starten havde vi lidt heldet med os i nogle kampe. Men der hvor vi er lige nu, er det ikke længere held, men fortjente point. Det handler om at blive ved og presse hinanden yderligere. Nu har vi bevist overfor os selv, hvilket niveau vi har. Det skal vi se om vi kan forbedre. Vi har sat en standard for os selv og det er rart at have noget at måle os på.”