Siden Alexander Jensen kom til FC Fredericia fra Vejle Boldklub i sommeren 2020, er det blevet til 83 kampe med 4 mål til følge.

Nu er det blevet tid til et nyt eventyr, hvor IF Brommapojkarna, som netop er rykket op i Allsvenskan, har hentet den danske midtbanespiller til.

Vi har taget en lille snak med Alexander om hvad der var spændende ved IF Brommapojkarna og hans tid i FC Fredericia.

Hvad var interessant ved netop IF Brommapojkarna?

”Det interessante ved dem var, at de skal spille i den bedste svenske række i den kommende sæson. Dertil virkede det som om, at det var mig de gerne vil have. Herudover synes jeg også det var en fed udfordring, at skulle prøve at stå på egne ben i Stockholm.”

Hvad har din største oplevelse i FC Fredericia været?

“Når man har glædet sig til at komme i klubben hver dag i 2,5 år, så har den største oplevelse nok været selve hverdagen og den udvikling, som både mine forskellige holdkammerater og jeg selv har taget i den tid, jeg har været der. Så alle mine holdkammerater, trænere og alle andre omkring klubben kan jeg ikke sige nok tak til for at have gjort min oplevelse i Fredericia for utrolig god.”

Er der noget du gerne vil tilføje?

“Derudover glæder jeg mig til at følge holdet i foråret, hvor jeg er sikker på, at det kommer til at gå markant bedre end i efteråret!”

Vi takker Alexander for hans tid her i klubben og ønsker ham held og lykke i fremtiden!