Inden sæsonstart har FC Fredericia hentet Valdemar Birksø til klubben fra FC Midtjylland, på en lejeaftale som gælder for sæsonen 2022/2023 i NordicBet Ligaen. Valdemar Birksø sætter her et par ord på hvordan opstarten i FC Fredericia har været og hans forventninger til denne sæson af NordicBet Ligaen.
’’Opstarten den har været rigtig god. Vi kom rigtig godt i gang i opstarten. Det er altid svært i starten af en sæson og vi kæmper og arbejder med de ting vi skal arbejde på og det bliver bedre og ja, det har så udmøntet sig i en sejr mod Vendsyssel FF og det er forhåbentlig noget vi kan bygge videre på. Både som hold og som individuelle spillere er der ting og det arbejder vi på at gøre bedre og bedre, så det er dejligt.’’
I den seneste hjemmekamp på Monjasa Park mod Vendsyssel FF formåede holdet at hente en sejr på 2-0, hvor Valdemar Birksø redder et straffespark og holder sit første clean sheet i sæsonen. Ifølge Valdemar har han det rigtig godt i øjeblikket og føler sig klar.
’’Jeg har det godt. Altså, nu kører det, så lad os bygge videre på det og håbe at det fortsætter sådan her for vi har haft en opadgående formkurve. Selvom resultaterne ikke har været der, så har vi stadigvæk spillet godt og det har været nogle smalle nederlag vi har haft. Men vi håber på at det vender og vi bygger videre på de gode præstationer.’’
Både Valdemar og holdet håber på, at hjemmesejren mod Vendsyssel FF kan være sæsonens vendepunkt til bedre præstationer og resultater.
’’Det håber jeg det er. Nu må vi jo se i de kommende kampe om det sker, men det tror jeg det nok skal blive og det vil give mening. Nu kommer vi ind i et flow og selvtilliden er lidt højere og vi begynder at score nogle flere mål få de små procenter der gør at vi heller ikke lukker dumme mål ind og så videre. Så det håber jeg.’’