I en professionel fodboldklub som FC Fredericia sker der til daglig mange ting bag kulisserne, som man normalt ikke tænker over. Der er nemlig mange praktiske opgaver såsom at vaske og pakke spillernes kamptøj, samt pumpe bolde. Alle disse opgaver klares af vores team af holdledere.

Én af holdlederne i FC Fredericia hedder Søren Schou, og han har været med i klubben siden 1992 – hvorfor han har været med i så mange år, er der en helt særlig grund til.

Jeg gør det fordi jeg synes der er noget magisk ved at være med omkring fuldtidsprofessionelle eliteidrætsudøvere. Både omkring de mange stadions man kommer på og møder dygtige fodboldspillere, men også på Monjasa Park, pointerer holdleder Søren Schou.

Søren Schou kom i de helt spæde dage meget på det gamle Fredericia Stadion på Baldersvej, og det var også her at han i sin tid første gang kom ind i varmen hos FC Fredericia.

Jeg er kommet på Fredericia Stadion i gamle dage på Baldersvej, hvor jeg blev inviteret med af den gamle holdleder. Siden da er jeg blevet bidt af det, og har været med i 30 år nu, siger Søren Schou.

Arbejdet som holdleder er i FC Fredericia det frivillige af slagsen – det er dog ikke noget der har gjort det mindre attraktivt for Søren Schou, som nu har været med i 30 år.

Nogle af de klubber vi sammenligner os med har fuldtidsansatte holdledere, og det er et niveau vi ikke kan være med på her i FC Fredericia – derfor er vi et team af frivillige holdledere som løfter opgaven, tilføjer han.

Livet som holdleder i FC Fredericia byder på mange forskellige arbejdsopgaver, og det er arbejdsopgaver som har stor betydning for særligt spillerne.

Vi er dem som laver de ting man normalt ikke tænker over bag kulisserne for at et fodboldhold fungerer. Alle de små detaljer som profesionelle fodboldspillere forventer er i orden, slår holdlederen fast.

Efter 30 års tjeneste i FC Fredericia, er Søren Schou en godt rutineret holdleder. Hans daglige arbejde foregår typisk i samarbejde med makkeren Ugur Kocan.

Ugur og jeg fungerer som et fast makkerpar i dagligdagen og deler arbejdsopgaverne imellem os. Det er altid Ugur der møder ind om morgenen og tager sig af drengene når de møder ind, og sørger for at der er tøj og alt hvad de skal bruge. Så kører han hjem når de er taget på træningsbanen, og her er det så mig der møder ind til middag. Her starter jeg op med alle de praktiske ting som tøjvask og bestilling af materialer. Når vi spiller kampe begynder jeg at pakke tasker til alle spillerne et par dage før vi skal til kamp. Til kampe har vi hjælpe af den sidste holdleder, Per, afslutter Søren Schou.