I sommeren 2021 var FC Fredericia på rov hos de daværende konkurrenter fra Esbjerg fB. Her hentede man blandt andet Jeppe Brinch, som ellers har tilbragt hele sin fodboldkarriere i den vestjyske storklub.
Esbjerg fB er en tidligere storklub, som både har spillet i Europa og vundet en stor mængde sølvtøj i de danske turneringer – senest en bronzemedalje i Superligaen i 2019. Siden da er det dog kun gået ned ad bakke for vestjyderne, der året efter rykkede ned i NordicBet Ligaen. Endnu værre er det blevet siden Jeppe Brinch skiftede EfB ud med FC Fredericia, da de i den kommende sæson skal spille i den danske 2. division. Grundet EfB’s tidligere status som en af de helt store klubber i dansk fodbold, vil man naturligvis se en række forskelle, hvis man sammenligner faciliteterne i EfB med faciliteterne i FC Fredericia – dette var dog ikke noget der skræmte Jeppe Brinch i forbindelse med skiftet til Fredericia.
– Det har været lidt noget andet. Det er selvfølgelig en noget mindre organisation, både med folk på kontoret og med mandskabet omkring truppen. Så man kan godt mærke at folk har lidt flere kasketter på, og at det i højere grad gælder om at løfte i flok. Man har selvfølgelig hvad man skal bruge her i Fredericia, men i og med at der naturligvis er flere ansatte til at påtage sig driften af faciliteterne i en klub som Esbjerg, så er det selvfølgelig lidt mere optimeret, siger Jeppe Brinch
Jeppe Brinch kom til FC Fredericia i samme transfervindue som de to andre EfB spillere, Mathias Kristensen og Patrick Egelund – noget som har gjort selve overgangen en smule lettere ifølge Brinch.
– Ved skiftet gjorde det overgangen lidt lettere, at man kendte et par ansigter. Man blev lidt hurtigere etableret i klubben og implementeret i truppen, pointerer Brinch.
I perioden hvor Jeppe Brinch skiftede til FC Fredericia, var Esbjerg fB inde i lidt af et stormvejr med mange trænerskift og bøvl i den interne organisation i klubben. Ankomsten til FC Fredericia bød på det stik modsatte for Jeppe Brinch.
– Den første uge jeg ankom hertil var jeg på mad-holdet, så allerede her skulle jeg stille morgenmad og frokost frem til resten af truppen, og sørge for at rydde af. Det var jeg ikke vant til fra Esbjerg, hvor man har kokken i køkkenet og folk til at servere og rydde af. Men det er også noget af det, der bidrager til det sammenhold vi har her i Fredericia, udtaler Jeppe Brinch.
Selve organisationen i FC Fredericia er noget mindre, end hvad man oplever i en klub som Esbjerg, og som nytilkommen vil der derfor være mange nye oplevelser der gør, at man får et lidt anderledes kendskab til hinanden end kun på fodboldbanen – noget som Jeppe Brinch kan nikke genkendende til.
– Kravene til os spillere er lidt højere, fordi vi her er en større del af at få det hele til at fungere. Men det skaber også mere sammenhold, som er en fed ting. Klubben er jo en smule mindre end Esbjerg, så man kender også folk en smule mere indgående, og det synes jeg har været fedt at opleve, tilføjer Brinch.
Som fan af Esbjerg fB, har det for Jeppe Brinch været hårdt at følge med i den trælse udvikling som den vestjyske fodboldklub i øjeblikket gennemgår.
– Jeg tog jo afsted fra Esbjerg i en tid hvor det var kaotisk. Men man havde stadig en kvalificeret spillertrup, så troen på at det ville forbedre sig var selvfølgelig til stede. Men siden da har det desværre bare været trist og tragisk at følge med i hvordan de ikke har kunne formå at skabe resultatet, siger Jeppe Brinch.
Den tidligere EfB-spiller mener, at barndomsklubben nu står over for en stor udfordring, for igen at kunne rejse sig og komme til tops i dansk fodbold.
– De er nu endt et sted hvor de fremadrettet har en kæmpe opgave i og med at de skal finde deres identitet igen og står overfor en kæmpe genopbygningsfase i de kommende år. Alt i alt er det rigtig trist at følge, siger Brinch
Siden Jeppe Brinch ankom til FC Fredericia i sommeren 2021 er det blevet til 20 kampe i den røde trøje.