FC Fredericia har netop afsluttet 2021/22-sæsonen, hvor man sluttede af på en femteplads, og derved indfriede klubbens målsætning om at spille med i top-6. Nu står den snart på opstart og forberedelse til den nye sæson. Ud fra klubbens resultater i den forgangene sæson, har direktør, Stig Pedersen, allerede en klar målsætning for den kommende sæson.

Vi indfriede allerede vores målsætninger ret tidligt i sæsonen – vores umiddelbare målsætning var at spille med i top-6, og det vil vi gøre alt for at gøre igen. Vi har en trup i år, som der vil komme en del udskiftninger i, til den kommende sæson, og det er jo altid spændende at se hvordan man får sat tingene sammen. Men vi har dygtige spillere der har niveau til toppen af NordicBet Ligaen, og det skal vi så have Michael Hansen og Anders Clausen til at sætte sammen, så vi kan spille med der hvor det er sjovt, udtaler Stig Pedersen.

FC Fredericia har i de seneste år været igennem en positiv udvikling på det sportslige plan, hvor man har fået udviklet gode spillere og præsteret nogle gode sportslige resultater i løbet af de seneste par sæsoner.

Jeg synes vi står et godt sted. Vi kommer lige fra en sæson som har været vores bedste i lang tid, selvom vi i de senere år har tilhørt toppen af NordicBet Ligaen – det er også der vi ser os selv, og det gør vi også i den kommende sæson. Vi ved også godt at der stadig er et stykke vej op til de to forreste pladser, men det er jo det vi hele tiden arbejder for at nærme os. Når man ser de sidste to sæsoner, så er vi også, ikke placeringsmæssigt, men pointmæssigt kommet væsentlig tættere på oprykningspladserne. Det vil vi selvfølgelig forsøge at fastholde til den kommende sæson, siger Stig Pedersen.

Hvis FC Fredericia fortsætter denne positive udvikling og fortsat får bygget på de sportslige præstationer, mener man i klubben ikke at en oprykning til den øverste danske fodboldhylde, Superligaen, er udenfor rækkevidde. Dog skal der i et sådant tilfælde udføres en række tiltag for, at FC Fredericias hjemmebane, Monjasa Park, kan blive godkendt til at spille Superliga – men det kan der hurtigt komme styr på, pointerer direktøren.

Monjasa Park er jo blevet udbygget hen over de sidste to år, og vi slutter nu af med en modernisering af lysanlægget – det betyder jo at vi selvfølgelig aldrig har været tættere på et Superliga-stadion. Der er et lille stykke vej endnu og selvom det selvfølgelig koster nogle penge, så er det ikke uoverskuelige midler der skal til for at der kan spille Superliga på Monjasa Park, siger Stig Pedersen.

Forud for arbejdet frem mod den kommende sæson, er der sket en række ændringer i FC Fredericia-mandskabet – herunder et par profilerede herrer i Anders Holvad og anfører Christian Ege, som har søgt nye græsgange.

Vi kigger ind i en stor udskiftning, også lidt større end vi havde regnet med – særligt grundet Christian Ege og Anders Holvad, som er stoppet før tid her i FC Fredericia. De har begge fået muligheder, som vi som klub ikke ville stille os i vejen for. Det bliver spændende for os at se hvordan det nye hierarki bliver opbygget. Der er ingen tvivl om at vi har fastholdt en god stamme til sæsonen, og nu skal vi så have fyldt de resterende pladser ud med nye dygtige spillere, afslutter Stig Pedersen.

FC Fredericia har i opstarten fire træningskampe, hvor man møder vil møde SønderjyskE og Randers FC på udebane og Vejle Boldklub og Vendsyssel FF på hjemmebane.