I dag bringer vi endnu en artikel fra profilavisen, som er udgivet i samarbejde med ElboBladet. I denne artikel kan du læse om Kristian Kirkegaard, som taler om, hvor vigtigt det er at pleje psyken udenfor banen.

Siden sommeren 2019 har Kristian Kirkegaard været tilknyttet FC Fredericia, hvor det er blevet til 68 kampe og 8 mål. Han er en af holdets store offensive profiler, som især har vist gode takter i det netop overstået slutspil. Her har han kreeret mange flotte soloaktioner samtidig med, at det også er blevet til nogle mål. Kantspilleren, der kommer fra Vejle, beskriver sig selv som en glad og pivhamrende heldig person for at få lov til at udleve fodbolddrømmen i fæstningsbyen.

Den 23-årige stille og rolige kreatør kom til FC Fredericia efter en stærk oprykningssæson hos Kolding IF. Her spillede han en aktiv rolle for koldingensernes oprykningssæson til landets næstbedste række, og derefter ville Kristian videre og give karrieren nye dimensioner. Her viste FC Fredericia interesse for ham, og han var ikke i tvivl om, at det skulle være hans nye klub. Det var klubbens mindset og måde at spille på, der tiltrak ham, og derfor har han ikke set tilbage, siden han blev offentliggjort i klubben.

Kristian lægger ikke skjul på, at ikke alle dage som fodboldspiller er lette. Der er nemlig en bagside af medaljen, hvilket man ofte kan glemme, da man som tilhænger kun observerer de to gange 45 minutter på grønsværen. Der kan nemlig være en masse bag facaden, som kræver en stærk psyke. Her italesætter FC Fredericia-spilleren, at der er en præstationskultur i elitesport, som forpligter sportsudøverne til at præstere hele året rundt. Man måles ud fra resultater og præstationer, som ikke må indeholde for mange udsving, og det kan være den store forskel sammenlignet med et ganske almindeligt arbejde, hvor presset ikke er så stort:

”Langt hen ad vejen er det et kæmpe privilegium at være fodboldspiller, da der følger mange gode ting med. Der er dog små perioder i karrieren, hvor man kan blive mentalt og fysisk udfordret. Man kan nemlig ikke undgå modgang i elitesport, og derfor er det vigtigt at konfrontere modgangen og vinde den mentale kamp, som der ligger i det”, udtaler Kristian.

At være professionel fodboldspiller er nemlig et konkurrenceorienteret job, og derfor er det væsentligt at have gode omgivelser omkring sig. Det kan ifølge Kristian være et vigtigt redskab i værktøjskassen, da man kan bearbejde nederlag og modgang ved at have nogle gode mennesker omkring sig og få snakket omkring tingene, hvis karrieren ikke kører på skinner. Han mener også, at det handler om at have det sjovt og nyde karrieren, og derfor skal man forsøge at have en positiv tilgang til de mindre sjove dage, da det er dér, man kan udvikle sig bedst muligt.

Nogle af de store oplevelser, som han husker tilbage på i FC Fredericia-trøjen, er udebanekampen i Vejle for nogle sæsoner tilbage, hvor han scorede kampens eneste mål og var derfor med til at hive de tre point med hjem til fæstningsbyen.

”Det var en speciel kamp, da jeg jo selv kommer fra Vejle. Derudover var der en super fed kulisse, som gjorde det endnu vildere at være en del af. Det var bare en bonus at score, fordi sejren er det vigtigste”, fortæller Kristian.

Han afviser heller ikke, at der tikkede en masse beskeder ind før og efter kampen fra gamle bekendte, der normalt sympatiserer med Vejle Boldklub. Det tog han med et smil, og han synes, at han er god til at skelne mellem fodboldkarrieren og tilhørsforholdet til sin barndomsby. Han drømmer ligesom mange andre i truppen om at spille i Superligaen og nå nye højder med FC Fredericia. Derudover siger han med et glimt i øjet, at han heller ikke vil sige nej til Arsenal, hvis de ringede og spurgte om, han ville spille på Emirates.

Men lige nu er de realistiske mål at udvikle sig og blive endnu skarpere, når det er rækkens bedste hold, som FC Fredericia møder. Han ser derfor frem til den kommende sæson, hvor både den individuelle og kollektive udvikling kan fortsætte.