I går aftes bød på et vaskeægte pokalbrag på Monjasa Park, da oprykkerne fra Viborg FF gæstede. Vi skulle ud i 120 minutter og en straffesparkskonkurrence for at finde en vinder.
De første 45 minutter var forholdsvis lige, og begge hold bed fra sig. Det var dog os, der skulle komme på måltavlen først. Efter 20 minutter tilkæmper Patrick Egelund et hjørnespark, som bliver bragt ind i boksen, men sendt ud af en Viborg-spiller. Dog kun lige ud til Egelund, som med at tørt hug scorede sit første FCF-mål og bragte os på sejrskurs.
Der var chancer til begge hold, men intet mandskab satte sig sådan for alvor på kampen.
I anden halvleg var historien dog lidt anderledes. Viborg FF kom længere frem på banen, og vores forsvar var ret presset, men stod godt imod. Vi stod faktisk imod helt indtil minut 85, hvor gæsterne kunne udligne. Et tidligt højt indlæg ramte ind i panden på VFF’s Jay-Roy Grot, der kunne dirigere bolden i kassen og sørge for, at vi skulle ud i forlænget spilletid.
I den forlængede spilletid for gæsterne straffespark efter 103 minutter. Det skulle Jakob Bonde tage sig af, og han sparkede til venstre i målet. Her hoppede Sebastian John også hen og reddede straffesparket, som sikrede, at vi skulle have endnu flere af dem.
Straffesparkskonkurrencen forløb således:
1-0 Alexander Jensen scorede
1-0 Sebastian John reddede
2-0 Andreas Lausen scorede
2-1 Jay-Roy Grot scorede
3-1 Anders Holvad scorede
3-2 Mads Aaquist scorede
4-2 Erik Nissen scorede
4-3 Lars Kramer scorede
5-3 Christian Ege scorede
Kommentar fra Michael Hansen:
– Den her kamp var bedre end den sidste. Vi er meget glade for at være videre, men jeg kan også huske, hvordan jeg havde det før sidste kamp, og det var det samme i dag. I dag leverer vi en super kamp og nogle spillere, der ikke spiller supermeget, får spilletid i dag. Vi får vist vores struktur og holdånd. Vores relationer til træningen gavner os i dag. Og så er der også nogle fysiske toppræstationer i dag.
– Og så kunne kampen jo have endt i begge retninger. Det er jo spillerne på banen, der gør det i sådan en situation. I en straffesparkskonkurrence er det ude af vores hænder, og målmanden er jo afgørende i sådan nogle situationer.