Der var lagt op til et spændende opgør mellem FC Fredericia og Vendsyssel FF, da mandskabet fra Hjørring kom på besøg på Monjasa Park. De seneste tre opgør havde alle endt 1-1, og forventningerne til kampen var derfor også, at den skulle blive tæt.
Det skulle vise sig ikke at holde stik, og allerede efter 17 chancefattige minutter, bragte vi os foran.
Tobias Anker headede os på 1-0. Det var Alexander Jensen, der lagde en sukkerbold ind i feltet, som Anker steg op og ramte med hovedet. Den svævede over Vendsyssel-keeperen, så Anker kunne notere sig for sit allerførste mål i FC Fredericia-trøjen.
Og allerede fire minutter senere blev det så 2-0. En Vendsyssel-spiller forsøgte at cleare bolden ved hjørneflaget, men ramte i stedet Valance Nambishi i hovedet, så den lidt tilfældigt landede hos Samson Iyede inde i feltet. Uden nogen som helst tøven sparkede han til bolden. Den fløj hårdt og fladt i kassen.
I starten af første halvleg var hjemmeholdet uhyre tæt på at kunne reducere, da en Vendsyssel-spiller blev spillet helt blank tæt foran et frit mål. Han kiksede sin afslutning fuldstændig, og sendte i stedet bolden til målspark.
Efter 58 minutter kunne vi i stedet for komme på 3-0. Det var Kristian Kirkegaard, der tog sig af en nedfaldsbold på smukkeste vis. Han sparkede hårdt og fladt til læderet, som endte i målet.
Og til sidst blev det endnu værre for Vendsyssel FF. Igen kunne Kristian Kirkegaard komme på måltavlen, da han modtog en høj bold fra Patrick Egelund. Den fik han under kontrol med 2 hurtige berøringer og tyrede så ellers kuglen op i netmaskerne.
Og det blev heller ikke til mere. Det endte med en storsejr på 4-0 hjemme på Monjasa Park, så vi kunne tage vores tredje sejr i streg i NordicBet Ligaen.