Det endte desværre med et nederlag til nedrykkerne fra Lyngby Boldklub i gårsdagens kamp på Monjasa Park. Cheftræneren var selvfølgelig skuffet efter kampen, som han mente var et meget lukket opgør, hvor den første scoring blev skelsættende for kampen:
– Der var ikke ret mange chancer. Der var vel to chancer inden for rammen, og de gik begge to ind for Lyngby. Det var to hold med respekt for hinanden, og det kunne ses på banen. Mål ændrer jo fodboldkampe, og da de scorer før pausen betyder det, at de har super gode forudsætninger. Det var virkelig små, trængte ting, der definerede kampen, og da de kom foran, kom kampen lidt over på deres præmisser.
Selvom nederlaget er træls og ærgerligt, kan der dog stadig tages positive ting med for kampen og starten på sæsonen generelt:
– Det var en tæt kamp, og det, der trøster mig, er, at det er meget lige. Nu har vi mødt alle hold, og jeg synes, at nogle af de kampe, vi har vundet, også har været meget lige. Når vi kigger på alle 11 kampe, har vi gjort det godt. Og det er klart, nu kommer nederlagene lidt på stribe her, og det ser skidt ud. Men alle kampene har været tætte. I dag kommer der to hold på banen, der står meget tight i deres kæder, og det giver en lukket kamp.
Det betød selvfølgelig, at kampen ikke bød på et væld af chancer, og det ærgrer derfor også cheftræneren, at vi ikke udnytter vores chancer mere:
– Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi ikke skaber mere. Men Lyngby forsvarer rigtig godt. Vi rammer ikke rigtig en rød på vores indlæg, og det er bare noget af det, der skal til for at slå Lyngby. De seneste to kampe har vi haft chancerne, men ikke helt kvaliteten. Vi havde svært ved at ramme målet i dag.
Nu venter en pause på 14 dage uden kampe, og det betyder, at der er tid på træningsbanen, hvor det ikke skal handle om kampe, og det glæder Hansen:
– Landskampspausen kommer ret belejligt. Når jeg lige ser væk fra den her kamp, og ser på hvor vi er lige nu, så har vi haft en god første halvdel, og nu skal vi sørge for at lave en god anden del af grundspillet. Sidste år var der et kæmpe spring op til toppen, men i denne sæson har vi taget et lille nøk op til toppen, og det glæder mig, afslutter Michael Hansen.