Rammen var sat til topbraget på Monjasa Park, hvor 2856 tilskuere var mødt op for at støtte drengene i rødt. I går markerede også dagen, hvor vi officielt indviede vores nye tribune med gratis indgang og masser af gode tiltag på Monjasa Park.
Inde på banen bragte vi os foran efter 50 minutters spil, da Patrick Egelund placerede bolden hårdt og fladt i venstre side af målet, men desværre kom FC Helsingør allerede tilbage i opgøret kort efter, da en afrettet bold hoppede i mål.
Herefter scorede de to hurtige mål, så de også kunne bringe sig foran. Efter 82 minutter kom de også på 1-4, hvorefter Alexander Jensen pyntede på resultatet med sin første scoring i NordicBet Liga.
Kommentar fra Michael Hansen:
– Det er for få minutter, hvor vi fører 1-0. Det går for hurtigt, at de scorer. Lige i dag var det et afrettet skud, der satte dem i gang. Vi møder et hold, der har lige så meget selvtillid, som vi har. Man må give credit for, at de vender kampen så hurtig, efter de kom bagud.
– Vi havde en lille smule svært ved at få løbet i deres mellemrum i dag. De første 35 minutter er det jo os, der styrer det, og vi har store chancer. Vi snakker i pausen om, at det er små ting, der skal til, for at vi kommer foran. Der kom den så til os efter 50 minutter, og så åbnede kampen virkelig op.
– Vi skal videre, når vi har evalueret kampen og irriteret os over den. Et nederlag må kun fylde, lige så meget som en sejr fylder. Vi skal koncentrere os om næste opgave, og så skal vi videre herfra.
Højdepunkter: