Vi måtte desværre indkassere sæsonens andet nederlag i går aftes, da vi var på besøg hos HB Køge. Det startede ellers godt, og vi var meget fremme på deres banehalvdel i det første kvarter. Der havde vi styr på opgøret, og vi spillede hurtigt offensivt.

Det var en rigtig flot scoring, der fik sat hjemmeholdet i gang, da Emilio Simonsen på en halvflugter bankede bolden ind i målet.

Det betød, at hjemmeholdet kunne gå til pause med en føring på 1-0.

I anden halvleg forsøgte vi os med nogle ændringer, men desværre uden held. I stedet kunne hjemmeholdet bringe sig yderlige foran ved Joachim Rothmann efter 57 minutter.

Det blev bare ikke til meget mere i Køge, og efter 87 minutter kunne Marius Elvius banke det sidste søm i kisten, da han scorede til slutresultatet 3-0.

Kommentar fra Michael Hansen:

– Jeg synes, at vi startede virkelig godt. I de første 20 minutter havde vi tre store chancer, men så scorede de et flot mål og derfra var det HB Køges kamp. Kvaliteten er der bare ikke lige nu, men vi skal huske på, at ligesom vi skulle holde benene på jorden, da det gik godt, skal vi ikke male fanden på væggen, nu hvor det går dårligt.

– Jeg ærgrer mig lidt over det hold, vi har på banen til sidst, hvor for mange spiller ude af deres vante position. Men jeg skiftede for at skabe noget, og det lykkedes bare ikke helt. Alt i alt har det været en hård uge med en målscorer på 2-7 mod Helsingør og Køge. Vi sparker ikke de chancer ind, som vi gjorde tidligere på sæsonen, og det er altafgørende, at vi finder tilbage til det nu.