Vi udgiver her endnu en artikel fra vores profilavis, som er lavet i samarbejde med ElboBladet. Denne gang omhandler det Christian Tue Jensen, som snakker om lejeopholdet i London, og hvordan den første tid i FC Fredericia har været.

19 år, lejeophold i Vestlondon, nye rammer – det er nogle af de nøgleord, der kan sættes på Christian Tue Jensens unge fodboldkarriere, da han i 2019 blev skudt afsted på en lejeaftale til fodboldklubben Brentford FC.
Dog blev opholdet ikke det længste, da corona-pandemien satte en stopper for turneringen i det engelske, og dermed vendte han snuden hjem mod Danmark igen. Her var der heller ikke udsigt til spilletid hos klubben, som han havde en kontrakt med, nemlig FC Midtjylland. Derfor blev han sendt til FC Fredericia, hvor han især i den netop afsluttede sæson har cementeret sit navn som en af de store profiler i 1.division med mål og assists. Før vi går i dybden med Christians sæson, så er det på sin plads at blive klogere på, hvem det unge talent er.

Han kommer fra Malling, som er en lille by syd fra Århus, hvor han allerede som fireårig fik smag for at trille med en bold. Derfor var Christian Tue Jensen allerede i en ung alder betaget af fodbold, og talentet var allerede stort som 12-årig, hvor han blev opdaget af FC Midtjylland. Senere fik han kontrakt på U17-holdet, mens han i mellemtiden gik på efterskole for at udvikle sig både fagligt og sportsligt.
Udviklingen fortsatte i rette spor, men skader og formsvigt gjorde det svært for ham at etablere sig på ulvenes U19-mandskab. I samme ombæring blev han lejet ud til midtjydernes såkaldte søsterklub, Brentford FC, hvor han havde muligheden for at spille på Championships-klubbens U23-trup. Her skulle han bo sammen med tre andre unge og forhåbningsfulde talenter, der jagtede fodbolddrømmen, og den oplevelse har han ikke taget for givet:

”Det var en stor omvæltning, for jeg boede et sted med et andet sprog. Jeg lærte en masse både om mig selv men også om mine fodboldevner. Jeg havde en del gode træninger med klubbens førstehold, mens det også blev til nogle få træningskampe. Det vigtigste for mig er, at jeg lærte, hvilken fodboldspiller, jeg ville være. Derfor var det også ekstra ærgerligt, at Corona kom og stoppede opholdet, da spillerne som var lejet, skulle tilbage til deres respektive klubber”, fortæller Christian.

Dog er intet skidt, at det ikke er godt for noget. Efter noget tid, hvor talentfuglen genfandt tilværelsen på heden, så fik han et tilbud fra FC Fredericia. Her var fæstningsholdet klar til at tilbyde Tue en lejekontrakt, der kunne gøre ham til en etableret seniorspiller. Det er også den markante forskel på opholdet i det engelske sammenlignet med det fredericianske ophold, da han i Brentford FC spillede på deres ungdomshold, mens han i FC Fredericia repræsenterer de bedste seniorspillere i klubben. Dog er fællesnævneren mellem de to ophold, at han på begge hold skulle kæmpe sig til en startplads. Han mener, at det handler om arbejde sig højere op og vise de kvaliteter man har.

Selvom Christian ikke er fra Fredericia, så er han klar hver evig eneste kamp til at give sig 100%. Han mener, at det er vigtigt at hjælpe holdet så meget som muligt, og man skal altid fokusere på at fremme det kollektive fremfor det individuelle. Han kunne godt tænke sig at udforske byen lidt mere, da han primært kun befinder sig på træningsanlægget og i thansen loungen, hvor spillerne bruger deres fritid efter træningspassene. Han har nemlig læst og hørt, at Fredericia som by har mange fede faciliteter til trods for dens størrelse, og her fremhæver han især Fredericia havn, som ifølge ham skulle være en flot lokation. Men primært fokuserer han på at udvikle sig på banen og give menneskerne på lægterne nogle fede fodboldoplevelser, da det unge talent er kendetegnet ved at spille underholdende fodbold, besidde en god sparketeknik og være målfarlig.

”Lejeopholdet har været en rigtig god oplevelse for mig, da jeg har fået mange minutter i benene. Det har betydet, at jeg har fået erfaring og udviklet mig, hvilket også var formålet med at komme til klubben”, slutter Christian.

Han håber, at han kan hjælpe klubben med en oprykning, da han fra en personlig konto drømmer om at spille i Superligaen. Sæsonen er dog forbi lige nu, og derfor er hans fokus på at bidrage til et godt sammenhold uden for banen. Han holder af det sociale i FC Fredericia, og derfor er det ikke kun med mål og assist, at den 21-årige offensive spiller bidrager.