Mandagens menukort bød på et opgør mellem oprykningsspillets tredjeplads, Esbjerg fB, og femtepladsen, FC Fredericia, som begge har haft et svingende slutspil. Hjemmeholdet, der har adresse på Blue Water Arena, har blot hentet fire point i de seneste fem kampe. På den anden side kom et fredericiansk mandskab på besøg med ni point i den første halvdel af slutspillet, men esbjergenserne havde før aftenens opgør stadig overtaget på fæstningsdrengene, hvis man ser på de indbyrdes kampe i den her igangværende sæson. De har nemlig vundet de seneste tre kampe imod FC Fredericia, men denne stime blev stoppet i aftenens kamp. FC Fredericia vandt nemlig opgøret 2-1 med mål af Oliver Sørensen og Leonel Montano.

Indledningsvis mødte FC Fredericia hjemmeholdet højt og konsekvent på banen, hvilket tvang ligaens nummer tre til at sparke lange bolde, da de havde store problemer i opspillet. Det var til forskel fra udeholdet som til dagens kamp spillede med en anderledes formation end tidligere, hvilket overraskede Esbjerg fB i kampens indledende fase.

Det var dog ikke den mest begivenhedsrige start på duellen mellem de to jyske hold, da ingen af mandskaberne viste offensive takter, der resulterede i store målchancer eller uforglemmelige højdepunkter. I stedet var kampens indledning præget af en masse individuelle fejl og et lavt teknisk niveau, som var med til at sætte en dæmper for tempoet og intensiteten i opgøret.

Der skulle gå 31 minutter, før der kom en smule offensiv kvalitet i form af Kristian Kirkegaards skudmulighed. Det sidste manglede dog fra begge mandskaber, som til gengæld var glade for hjørnespark i 1.halvleg. Men i 35. minut kom der gang i de offensive kræfter fra FC Fredericia igen, da et samspil mellem Samson Iyede og Kristian Kirkegaard resulterede i et straffespark efter en hård tackling af en forsvarsspiller fra Esbjerg. Her tog Oliver Sørensen straffesparket og med lidt held røg bolden bag Esbjerg-keeperen. Dermed stod der 1-0 til udeholdet efter en stillestående halvleg, som ikke indeholdt mange flotte momenter.

Kampbilledet ændrede sig i starten af 2.halvleg, da hjemmeholdet kom med en anden indstilling og vilje end den foregående halvleg, og de begyndte derfor at spise sig mere ind i kampen. Det sortklædte udehold skulle finde sig selv efter en dobbeltindskiftning, hvor Leonel Montano og Mikkel Knudsen var kommet ind i pausen. Det blev dog mere flydende for fredericianerne, som havde omstillet sig på, at 2.halvleg blev mere på hjemmeholdets præmisser, da det var dem, der skulle jagte en udligning.

Det blev også realiteten for Esbjerg, da de efter fine kombinationer udlignede til 1-1 med Jakob Ankersen som målscorer. Allerede efter første halvdel af 2.halvlegen kunne man konstatere, at halvlegen var mere livlig end den første halvdel af opgøret, som nærmest var statisk. Udeholdet forsøgte også at svare tilbage med en kæmpe kontramulighed efter hjemmeholdets udligning, dog blev chancen i sidste øjeblik afværget af den blåhvide defensiv. Dog kunne Esbjerg ikke stoppe en effektiv og hurtig FC Fredericia-omstilling efter 73 minutter, hvor Leonel Montano efter et fladt og godt indlæg af Christian Tue gjorde det til 2-1.

I slutfasen forsøgte hjemmeholdet endnu en gang at udligne, men der kom et langt spillestop efter et sammenstød mellem matchvinderen, Leonel Montano, og en forsvarsspiller fra Esbjerg. Det satte en stopper for kampens tempo, og hjemmeholdet havde svært ved at finde melodien igen. Dermed formåede de aldrig at udligne, og FC Fredericia kunne derfor tage alle tre point med hjem.

Det betyder, at mesterskabskampen er afgjort, da dagens nederlag til Esbjerg sender rækkens øverste to hold i Superligaen, nemlig Silkeborg IF og Viborg FF. Desuden kan FC Fredericia fortsætte et godt slutspil, når en udebanetur til Helsingør venter. Det er på søndag, hvor der er kampstart klokken 15.

Dagens startopstilling: