Tirsdag aften bød på et opgør i Sydbank Pokalen, hvor vi skulle i kamp mod AB, der lægger en division under os. Men som Michael Hansen sagde før kampen, så er det stadig et hold, som vi skulle have respekt for. Samtidig var det også en mulighed for at bringe flere spillere i spil, og det blev der også gjort.

Jeppe Brinch fik sin debut i FC Fredericia, da han spillede de første 45 minutter. Og ind i stedet for ham kom Peter Ullum, som ikke blot fik debut for klubben, men også sin seniordebut.  

Det endte med en sejr på 2-0 efter to mål af Andreas Lausen, hvilket betyder, at vi er videre i turneringen. Det var cheftræneren selvfølgelig glad for:

– Det var en god og kontrolleret præstation med mange opløftende ting, som vi kan tage med os videre. Relationer er ikke noget, der kommer som en selvfølge, når man rokerer lidt på holdet. Derfor var det dejligt at se, at vi fik bygget godt på i løbet af kampen, siger Hansen og fortsætter:

– Vi scorer først på et rigtigt godt spillet angreb ved Andreas Lausen, som også kort efter scorer direkte på frispark, så det var super. Vi fik Jeppe Brinch på banen for første gang, og vi fik Peter Ullum med, som fik seniordebut. Der skal uddeles stor ros til både dem og resten af holdet.

Lausen scorede i kampens 39. og 45. minut, så vi kunne gå til pause med to mål foran. Hjemmeholdet bed fra sig i anden halvleg, og det var derfor også vigtigt, at vores målmand, Sebastian John, var mødt op på dagen:

– Midt i anden halvleg hænger vi noget efter, og de har store muligheder. Der hiver John et par fantastiske redninger frem, blandet andet på straffe, så på den måde fik vi set lidt af det hele. Derudover fik vi også nogle gode ting at se fra resten af spillerne. Der skulle arbejdes for sagen i dag, og det blev der også gjort, mener Michael og siger yderligere:

– Hvis man ikke er koncentreret i de her kampe, så kan de smutte fra en. Vi mødte i dag et friskt AB-hold, der var farlige på omstillinger og havde en masse fart. Derudover gav de os også problemer på de defensive dødbolde. Når det er sagt, er der en masse ting, vi skal tage med fra den her kamp. Allervigtigst i en pokalkamp, hvor det lever, så handler det om at gå videre. Så det er vi selvfølgelig glade for, at vi gjorde.

Vi spiller næste kamp allerede på fredag, d. 24., hvor det gælder endnu en udebanekamp. Denne gang er det i NordicBet Liga, hvor vi gæster HB Køge klokken 19.00.