Når FC Fredericia træder ind på Monjasa Park til en græsplæne, der er plejet og ser ordentlig ud, så er det til Jørn Jensens fortjeneste, som er ansat som groundsman i Fredericia Kommune.
Han kommer med en fortid som uddannet brolægger, og han har altid været glad for et arbejde, der indeholder frihed og fysisk bevægelse. Han har siden 2006 været ansat som groundsman på Monjasa Park, og det er en herre, som har et stort kendskab og et solidt tilhørsforhold til fæstningsbyen, da han næsten hele sit liv har haft det samme postnummer.

Jørns opgaver som groundsman går grundlæggende ud på at passe Monjasa Park og træningsbanen bag Monjasa Park, mens han har et bredt netværk til virksomheder, der kan hjælpe med værktøj og udstyr. Her fremhæver han, at den største tilfredsstillelse for ham og sine to kollegaer, er at sørge for, at banen er flot, og publikummet derfor nyder at være på Monjasa Park.
”Målet er at have en bane, som er flot og nydelig at se på. Vi elsker når tingene gror på og uden for banen. Derudover indeholder jobbet den store fordel, at vi selv danner rammerne for planlægningen og arbejdsstrukturen, og det er den store frihed ved jobbet, som vi sætter høj pris på”, siger Jørn.

Jørn er glad for arbejdsforholdene samtidig med, at han ved, hvilke forventninger, der er til banens kvalitet. Derfor forsøger de at besvare den store frihed og gode arbejdsforhold med at levere et flot ydre til Monjasa Park. Dog er alle arbejdsdage ikke gode, da jobbet som groundsman kræver, at man konstant forholder sig til vejret. Det kan især være problematisk i et uforudsigeligt dansk vejr, der kan begrænse mulighederne for at levere en god og flot græsplæne, som spillerne kan gøre brug af.
Jørn kaster specielt et blik på vintermånederne, der i højere grad er præget af sne og frost, hvilket kan være med til at gøre arbejdsprocessen langsommere. Her må Jørn og kollegaerne, Kim og Martin, tænke i alternativer og finde andre opgaver at lave, når vejret driller. Det er dog ikke en forhindring at finde noget andet at lave, når der er frost- eller uvejr, men der følger dog nogle små konsekvenser med. En af disse konsekvenser er, at de skal arbejde på skæve tidspunkter, når vejrudsigten ikke er med Jørn og resten af teamet. Dog opvejes denne ulempe af jobbet med de sociale relationer, som han kan godt lide at danne med spillere og andre ansatte i FC Fredericia.

”Jeg finder mig godt i det her miljø. Man kan hurtigt mærke, når det går godt eller skidt i klubben. Her handler det også om at finde en balance mellem at snakke med spillerne og få dem i bedre humør, eller om man bare skal lade dem sunde sig ovenpå et nederlag. Jeg kan derfor godt bidrage til den gode stemning, hvis der brug for det”, fortæller Jørn.

Jørn kan godt lide at sætte hjørneflag op, mens han går op i den mindste detalje, når banen skal streges op. Det er, ifølge ham selv, de små detaljer, der gør den store forskel for helhedsindtrykket for tilskuerne, når de besøger Monjasa Park.
Derfor skal der være styr på det hele, og hermed føler han et ansvar for, hvilken oplevelse, som tilskuerne kan få, når de besøger Monjasa Park.

Helt sportsligt håber han også, at klubben en dag kan rykke op i Superligaen. Det vil betyde, at der kommer flere øjne, som skal observere opgørene i Fredericia. Netop dette pres har han ikke noget imod, da han mener, at ham og de andre groundsmen skal præstere ligesom spillerne på banen – bare på en anden måde. Dog understreger han, at deres job ikke ændrer sig uanset kampenes udfald, da det handler om at levere på daglig basis, så truppen har de bedste forudsætninger, når de træder ind på Monjasa Park.