Lørdag eftermiddag gælder det Esbjerg fB på udebane. Da vi tidligere på året mødte dem på Monjasa Park, blev det til en sejr, og det er nogle af de samme ting, vi skal komme med, hvis det også skal være tilfældet på Blue Water Arena, mener cheftræner Michael Hansen:
– Jamen jeg tænker det bliver lige så tæt og lige som hjemmekampen her. Vi skal prøve at få alle de der små marginaler over til vores fordel, og det gør vi blandt andet ved at være skarpe i felterne, så vi er dygtige til deres individualister og løber med dem. Der er noget energi og noget udholdenhed og noget fart over dem. De presser lidt højt flere ad gangen, der er noget vi skal holde øje med i deres opstillinger og deres fart.
Derfor er det også vigtigt, at vi ligesom mod Fremad Amager i seneste kamp skal have lukket af:
– Vi skal have styr på Esbjergs offensiv og vores egen defensiv, som vi havde i vores sidste kamp, men som har haltet lidt i nogle af de andre kampe. Vi skal bibeholde vores koncentration, hvor vi skal være aggressive, men samtidig hjælpe hinanden som hold. Det har vi brug for. Vi har brug for at forsvare sammen, så synes jeg til gengæld også at vi gør det godt, når vi gør det.
Defensiven er selvfølgelig ikke det eneste, vi skal fokusere på. Vi skal også have puttet den i kassen i den anden ende:
– Så er det klart, når vi har bolden, skal vi være gode til at spille udenom dem. Have nogle angreb med fart, men også holde lidt i bolden. Så jeg ser det som en virkelig spændende kamp. De har et ungt hold med en masse individualister med energi og fysik. Ikke kun muskler men også fart og energi, volumen på deres sprint og pres. Så på den måde har de noget der, hvor vi virkelig skal oppe os for at følge med. Kan vi det, så ser jeg vores muligheder som gode for at få point med derovre fra. Et eller tre. Det er jo det, der er vores opgave.
Derudover har Esbjerg fB også vist, at de har et skarpt våben på dødebolde, hvor cheftræneren mener, at vi også selv skal være skarpe:
– Så bliver der lidt med standarder også. Vi vil gerne se, om vi kan oppe os lidt. Jeg synes, vi er ok farlige, men vi mangler lige at have en længere periode, hvor det går rigtigt godt, hvor vi også får mål ud af det. Så konstaterer jeg også, at Esbjerg har scoret på en del hjørnespark, så vi skal sikre os, at det ikke er det, der åbner kampen til deres fordel, men det kan jo være svært nok. Den analyse har vi selvfølgelig med.
Der er altså lagt op til et lige opgør mellem FC Fredericia og Esbjerg fB:
– Alt i alt en god kamp, fordi Esbjerg jo i løbet af sæsonen bliver bedre og bedre mest som hold, fordi deres individuelle kvaliteter er gode. Så kan vi holde dem på den afstand, vi har nu eller udbygge den, er det en flot bedrift af os, og sker det ikke, så skal vi jo videre derfra også, siger Hansen og fortsætter:
– Men fedt sted at være. Det er en stor klub med store traditioner og et flot stadion. Et hold under opbygning, som man kan sige, vi selv er, men vi er nok længere i processen. Trænermæssigt og spillermæssigt er der mange af os, der har været her i lidt længere tid. Det er jo det, jeg håber vi kan bringe over til vores fordel.