Aftenens kamp mod Næsby viste sig at være et vaskeægte pokaldrama, da vi måtte helt til straffesparkskonkurrence for at finde en vinder, der kunne sikre sig avancement i Sydbank Pokalen.
De første 45 minutter forløb forholdsvis stille og roligt. Næsby havde en god start, hvor de var gode på omstillinger og fik skabt et par gode chancer.
Vi havde en god portion af spillet, hvor vi også kom frem til et par muligheder, hvor vi blandt andet testede træværket. Men første halvleg forløb uden mål.
I anden halvleg trak hjemmeholdet sig lidt tilbage på banen, men viste sig stadig skarpe på omstillinger. Vi fik skabt mere i anden halvleg, end vi gjorde i første, men vi skulle stadig i forlænget spilletid for at finde kampens første scoring.
Den faldt dog tidligt. En bolderobring på vores banehalvdel resulterede i, at en Næsby-spiller kom tæt foran mål og forsøgte at tage et træk rundt om Sebastian John, som måtte nedlægge angriberen. Det endte med et straffespark, som blev eksekveret skarpt.
Herefter blev det 2-0, da en nedtagning blev lagt til rette for en Næsby-spiller, der fik et frit skudt foran mål og scorede sikkert.
Vi reducerede dog hurtigt, efter et flot angreb fra venstre kant endte med et skud på mål og derefter en retur. Her fulgte Andreas Lausen flot op og sparkede bolden sikkert i mål.
Vi gik til pause bagud 2-1, men efter fem minutters spil i anden omgang fik vi udlignet, da Erik Nissen fik lagt bolden i mål, efter den blev lagt til rette for ham på et frit mål.
Seks minutter senere skulle hjemmeholdet bringe sig foran endnu en gang, da en dyb bold ud på kanten endte med et træk ind i banen og et skud på mål, der gik ind.
Vi skulle helt hen til allersidste spark i kampen for at kunne udligne igen. Erik Nissen trak et straffespark, og her eksekverede Alexander Jensen sikkert fladt i hjørnet.
Hermed skulle vinderen findes i straffesparkskonkurrence, der forløb således:
- Alexander Jensen scorer
1-1 Mads Aasgaard scorer
2-1 Mathias Kristensen scorer
2-2 Rasmus Knudsen scorer
3-2 Andreas Lausen scorer
3-3 Valdemar Ibsen scorer
4-3 Erik Nissen scorer
4-4 Christoffer Hermansen scorer
5-4 Christian Ege scorer
5-4 Sebastian John redder
Kommentar fra Michael Hansen efter kampen:
Dejligt vi går videre. Vi skulle bruge rigtig mange kræfter, og det må vi rose Næsby for. De fik skabt en rigtig pokalkamp. Med de betingelser vi har og kamp søndag-tirsdag-lørdag, var det rigtig flot af truppen at holde den fokus, der skulle til.
Og når man så synger sejrssangen i omklædningsrummet efter kampen, så synes man alligevel, at det er det hele værd. Det der med at vinde fodboldkampe, og i dag gå en runde videre er det positive ved at bruge så mange kræfter i dag. Det er det, pokalkampe kan. Virkelig god fight af Næsby, og det var marginalerne, der afgjorde, at det var os, der gik videre i dag, og det må vi tage med som en god ting.