Nicolaj Ritter har lige spillet sin kamp nummer 100, da vi vandt i Esbjerg i lørdags. Det er han enormt stolt af:

– Jeg har haft en god tid i FC Fredericia. Det har været min anden tid, hvor jeg har været i en klub kontinuerligt, og det er det andet sted, hvor jeg opnår 100 kampe. Det er jeg enormt stolt af. Det er altid specielt at være et sted så længe.

Ritter har altså været her i en længere årrække, og han mærker, at denne sæson er noget helt specielt:

– Hvis man kigger på starten af sæsonen, så er det en helt anden situation, som vi står i nu. I starten var der plads på bænken, og nu skal der sorteres fra til hver kamp. Det gør jo bare, at konkurrencen er der på alle pladser nu. Michael kan have lidt mere at vælge i mellem, og det betyder sindssygt meget rent taktisk, mener backen og fortsætter:

– Det betyder selvfølgelig også, at man kan presse truppen lidt mere fysisk uden at være bange for, at der kommer nogen skader. Så vi står et rigtigt godt sted lige nu.

Det, at vi står et godt sted, er også reflekteret i vores resultater i indeværende sæson. En tredjeplads i NordicBet Liga og videre i runde af Sydbank Pokalen kan blandt andet tillægges, at vi har mere at gøre med i truppen, mener Ritter:

– Vi har helt sikkert fået flere strenge at spille på. I de år jeg har været her, er det dét hold, hvor der er flest strenge at spille på. Det kunne tidligere godt være samme måde, vi spillede på, og det er også derfor, at jeg synes, at det er spændende med holdet lige nu. Fedt, at vi kan vælge en spiller fra eller til ud fra hvilken modstander, vi møder på den pågældende dag. Så kan der vælges en, der måske passer lidt bedre til modstanderen, og det er stærkt for klubben.

Til denne sæson har vi også foretaget en ændring i formation, hvilket betyder, at Nicolaj Ritter bliver rykket lidt længere frem på banen, hvor han agerer wingback:

– Jeg har spillet pladsen før, og derfor vidste jeg godt, da Michael kom med ændringen, at det ville passe mig supergodt. Så det er jeg selvfølgelig personligt glad for. Så handler det jo bare om at blive ved med at lære en masse ting. Det er jo trods alt lidt nyt for mig, og det er længe siden, at jeg har spillet den her mere fremskudte rolle.

Og ligesom Ritter bliver ved med at lære, så er det også vigtigt, at vi som hold hele tiden bygger på, mener han:

– Jeg synes, at holdet tager skridt hver gang. Vi lærer noget nyt i hver kamp, og vi bygger på hele tiden. Det er også sindssygt vovet af Michael at prøve noget nyt. Det gik jo godt sidste sæson, så at lægge en ny formation på bordet til den her sæson er modigt. Man tænker sådan ’okay’, men fedt at prøve grænser af og prøve noget nyt. Det tror jeg, at vi alle sammen udvikler os af, og det er vigtigt, afslutter Ritter.