FC Fredericias sæson sluttede med aftenens kamp mod Nykøbing FC. Det blev til en imponerende 3.-plads i Nordicbet Ligaen efter en meget lang sæson.

Slutningen af en sæson betyder også, at der bliver delt priser ud. Årets spiller i FC Fredericia blev Andreas Oggesen, men også Red Pride har uddelt en sådan pris. Det er sket efter en afstemning bland fanklubbens medlemmer.

Her blev vinderen, med 51 procent af stemmerne, den amerikanske angriber Steven Enna, og begrundelsen lyder som følger:

“Han har altid ild i øjnene og arbejder stenhårdt for holdet. Han har lavet masser af mål og tiltrækker sig ofte opmærksomhed i feltet, så der bliver mere rum og plads til de andre i offensiven. Dette er hans første sæson som professionel, og der er stadig et stort udviklingspotentiale. Hans attitude overfor fanklubben er helt fantastisk, og han kommer altid hen efter kampen – uanset holdets og egen præstation.”

Herfra skal lyde et stort tillykke til Steven Enna og et stort tak til Red Pride.