Som bebudet før kampen, ville træner Jonas Dal blandt andet bruge årets første træningskamp på at se nogle af prøvespillerne lidt an – og flere af dem fik hovedroller.

Fra start var Alexander Nybo valgt i målet. Foran ham lå de sædvanlige tre Jacob Buus, Erik Nissen og Christian Ege, mens Oliver Fredsted var at finde på venstrebacken. Centralt på midtbanen var Andreas Oggesen og Dennis Høegh valgt. På kanterne var der blevet plads til Agon Mucolli og Martin Mikkelsen. Anders Holvad lå lige bag endnu en prøvespiller – nemlig angriberen Aramis Kouzine.

Netop den canadiske angriber fik en af hovedrollerne, da han satte pandebrasken på et indlæg fra Martin Mikkelsen og sendte bolden i mål til 1-0 efter 14 minutter.

Den tidlige føring blev dog udlignet af gæsternes Alhaji Kamara efter 29 minutters spil, og det blev således pausestillingen.

I pausen skiftede Jonas Dal det meste af holdet, og flere prøvespillere blev sendt i aktion. Heriblandt den tidligere Nykøbing FC-spiller Joachim Wagner.

Han bragte således FC Fredericia foran med 2-1 efter 55 minutters spil efter en flot aflevering fra Anders Holvad.

Slutresultatet blev dog 2-2, Saba Lobzhanidze udlignede 13 minutter før tid.

Se FC Fredericias mål fra kampen i videoen herunder: