Torsdag eftermiddag klokken 15.00 tyrkisk tid var det blevet tid til den første af to træningskampe på træningslejren i Belek. Kampens modstandere var Superligaklubben Hobro IK.

Til starten af kampen var Alexander Nybo placeret i målet, mens forsvaret bestod af Jacob Buus, Erik Nissen, Christian Ege og Uzo. På den centrale midtbane lå Andreas Oggesen og Mathias Gertsen, mens Joachim Wagner og Agon Mucolli tog sig af kanterne. Helt fremme var Steven Enna med Dennis Høegh lige bag sig.

Allerede fra starten af kampen, kom den kraftige vind til at have indflydelse. Der blev lavet en del fejl af begge hold, som lige skulle vænne sig til forholdene.

Da den fase var overstået, og spillet kørte lidt bedre, var det FC Fredericia, som kørte bolden mest rundt. Der var dog ikke meget for de to målmænd at lave i de første 45 minutter.

Den eneste store mulighed i den periode tilfaldt Hobro IK´s kantspiller Emmanuel Sabbi, som kom til et fint hovedstød, men sendte bolden lige forbi mål.

Netop som stadionuret havde rundet 45 sendte Hobro IK et hjørnespark ind i feltet. Bolden landede omkring straffesparkspletten hvor Simon Jakobsen stod, og sendte bolden op i nettaget, og bragte dermed Hobro IK foran 1-0.

FC Fredericia nåede kun lige at give bolden op igen, før dommeren fløjtede kampen til pause. FC Fredericia gik dermed til pause bagud med 0-1.

Til starten af anden halvleg foretog Jonas Dal en enkelt udskiftning. Det var i målet, hvor Andreas Raahauge erstattede Alexander Nybo.

I det første kvarter af anden halvleg havde FC Fredericia et par fine muligheder. Det første var et frispark fra Mathias Gertsen, som Hobro IK´s Jesper Rask klarede af to omgange, mens også Joachim Wagner var tæt på endnu en FC Fredericia-scoring. Han sendte dog bolden et stykke over mål.

Efter 63 minutters spil foretog FC Fredericia en række udskiftninger. Ind kom Lukas Enevoldsen, Nikolaj Kirk, Mathias Johansen, Kristian Kirkegaard og Martin Mikkelsen. Ud gik Jacob Buus, Erik Nissen, Uzo, Mathias Gertsen og Steven Enna.

Bare fire minutter senere bragte Hobro IK sig så yderligere foran. Denne gang var det Pål Alexander Kirkevold, som scorede.

Med et kvarter igen blev anføreren, Christian Ege, taget af banen. Han blev erstattet af Nicolaj Ritter, som dermed spillede sine første minutter siden den 6. november.

FC Fredericia forsøgte sig til det sidste med at kreere noget, men chancer blev det ikke rigtigt til. Dermed endte kampen med et 0-2-nederlag til FC Fredericia i en kamp, hvor alle spillere undtagen Victor Torp og Anders Holvad kom i aktion.