Fredericia Kommune har besluttet at igangsætte udbygningen af Monjasa Park med en ny tribune på langsiden mod nord (modsatte side af den nuværende tribune) med plads til 1.400 siddepladser til hjemmeholdet og et udebaneafsnit med ca. 500 ståpladser til udeholdet.

 Tribunen bliver overdækket og med selvstændige indgange.

Endvidere vil der blive installeret LED bander foran den nye tribune og dermed give FC Fredericia og vores samarbejdspartnere en ny eksponerings mulighed som passer ind i det koncept der er omkring NordicBet Ligaen.

Det er af uvurderlig stor betydning for FC Fredericia, at vi får forbedret forholdene på Monjasa Park og det vil løfte klubben, byen og fodbolden i alle henseender.

Vi vil gerne rette en kæmpe tak til Fredericia Kommune og byrådet, for den store opbakning de fortsat giver FC Fredericia og vi vil bestræbe os på at leve op til den tillid og satsning som byen bakker op om.