Som så mange andre danske drenge havde Lukas Enevoldsen en drøm om at blive professionel fodboldspiller.

Men det var ikke en drøm, som Lukas Enevoldsen havde tænkt sig at forfølge, og det lå heller ikke ligefrem i kortene. Det højeste niveau, han havde spillet på som ungdomsspiller, var i A-rækken for barndomsklubben i Hinnerup.

– Jeg har altid elsket at spille fodbold, men jeg havde altid troet, at det bare skulle være en hobby, jeg dyrkede ved siden af et arbejde, siger Lukas Enevoldsen.

Det var først i en alder af 17 år, at fodbolden blev mere seriøs og organiseret for Lukas Enevoldsen. Det var mens, at han gik i 10. klasse på Laursens Realskole i Aarhus, hvor hans idrætslærer, der var træner i Kjellerup, fik øjnene op for den store østjyde.

– Jeg spillede jo kant, tro det eller ej, men træneren så mig mere som forsvarsspiller, og det er nok også mere min naturlige plads, så der har jeg spillet der lige siden, lyder det fra den centrale forsvarsspiller.

Lukas Enevoldsen har altid fået skudt i skoene, at han ikke var god med bolden, og han vil da heller ikke omtale sig selv om den næste Tiago eller Christian Eriksen. Han ved godt, hvad han er bedst til, og det er at forsvare, men den 27-årige forsvarsspiller vil stadig gerne lære og hele tiden bygge på.

– Jeg er vild med den måde, man spiller fodbold på i FC Fredericia, men jeg var både overrasket og en anelse benovet, da Jonas Dal i sin tid ringede, og spurgte, om jeg ville til Fredericia og spille, og jeg skulle slet ikke tænke over det, og sagde bare ja med det samme, siger Lukas Enevoldsen.

Vejen gennem divisionerne

i 2011 lå Kjellerup i Danmarksserien, men holdet havde stadig prominente superliganavne.

– Jeg fik min debut med to koryfæer, jeg spillede sammen med Ralf Pedersen i forsvaret og så Thomas Røll, det var lidt af en oplevelse, siger Lukas Enevoldsen.

I Kjellerup var det første gang, at Lukas Enevoldsen spillede organiseret fodbold på den måde, og de skulle da heller ikke ligge i Danmarksserien i lang tid. I 2012 rykkede de nemlig op i 2. division, og her startede Lukas Enevoldsens karriere som divisionsspiller for alvor. Det var også i Kjellerup, at han mødte Anders Holvad, og de to fik formet et stærkt bånd, der stadig står den dag i dag, og er hinandens bedste venner.

  • Det er lidt sjovt, vi har spillet sammen i Kjellerup, Brabrand og nu FC Fredericia, det er kun Hobro, hvor jeg ikke spillede, men vi tog stadig til prøvetræning der sammen, fortæller Lukas Enevoldsen med et grin.

Lukas Enevoldsen spillede i Brabrand i lidt over fem over, og nåede blandt andet at rykke dem op i 1. division, og da holdet så rykkede ned efter blot et enkelt år i landets næstbedste række, havde Lukas Enevoldsen gjort sig bemærket, og fik et opkald fra Thisted FC, der gerne ville tilknytte den stærke stopper.

– Jeg var slet ikke færdig med at spille 1. division, og ville bare gerne have mere, så jeg sagde straks ja til Thisted, siger Lukas Enevoldsen.

Men at tage skridtet fra bunden af 1. division og så op til toppen af rækken, samtidig med at skifte spillestil fra en meget fysisk præget til en mere bolddomineret spillestil, har været en udfordring for stopperen.

– Jeg ved godt, hvor mine spidskompetencer ligger, men jeg vil også vildt gerne rykke mig som fodboldspiller, og det gør jeg Fredericia, der uden tvivl er det bedste hold, jeg har spillet på, fortæller Lukas Enevoldsen.