106 dage. Så lang tid vil der være gået siden seneste betydningsfulde kamp, når FC Fredericia på lørdag starter forårssæsonen på udebane mod Fremad Amager.

I mellemtiden har holdet spillet seks træningskampe og været på træningslejr i Tyrkiet. Lørdag går det rigtig løs, og cheftræner Jonas Dal glæder sig.

“Vi glæder os rigtig rigtig meget. Det er altid sådan, at man har lidt kriller i maven, og har det lidt ligsom når køerne skal på græs om foråret. Man kommer ud og spiller den første turneringskamp, og komme ud hvor der er lidt flere tilskuere på lægterne. Det giver lige sådan et ekstra pift, at det er en turneringskamp, og dét, at vi skal spille om tre point, det betyder alt.”

Jonas Dal fortæller, at man godt kan begynde at mærke på spillerne, at første turneringskamp i 2020 kommer tæt på. De er spændte på igen at skulle spille om point.

Lørdagens modstandere hedder Fremad Amager, og i sæsonens første kamp mellem de to hold, blev det til et 1-2-nederlag for FC Fredericia. Jonas Dal forventer, at kampen kommer til at forløbe på nogenlunde samme måde – dog forhåbentligt med et andet udfald.

“Vi dominerede egentligt store dele af den kamp, så det kunne sagtens være, at vi får sådan en kamp igen, hvor vi får sådan en kamp, hvor vi har bolden rigtig meget, men så skal forsøge at gøre noget med den. Det håber jeg lidt, at det er sådan kampen bliver.”

Hør hele interviewet med Jonas Dal herunder: