Fredag middag spillede FC Fredericia 2-2 i årets anden træningkamp, hvor modstanderen var Esbjerg fB. Det var nøjagtigt samme resultat, som sidste uges kamp mod Randers FC.

FC Fredericia var bagud med 0-2 ved pausen, men efter mål af Erik Nissen og Anders Holvad lykkedes det at sikre det uafgjorte resultat. Efter kampen var Jonas Dal godt tilfreds med indsatsen.

“Jeg synes, at vi spiller en god kamp. Jeg synes, at vi spiller en fremragende første halvleg, selvom vi taber den 2-0. Langt henaf vejen spiller vi det spil, som vi gerne vil. Vi laver for store fejl – både med bolden og en enkelt gang, hvor vi ikke falder som vi skal.”

Selvom træneren gerne ville have vundet kampen, var han godt tilfreds med den måde, som hans spillere gjorde det på banen – især med bolden.

“Vi vil gerne vinde sådan en kamp her, og vi vil også gerne gøre det så godt som muligt. Det med at gøre det så godt som muligt, der synes jeg, at vi er meget meget tæt på. Især med det som vi havde fokus på med det opspilsmæssige, og hvordan det skal se ud, når vi spiller frem af banen.”

Der var en del spillere, som sad kampen over med mindre skader og andre ting, som gjorde, at visse spillere skulle skånes. Det er dog ikke noget, som Jonas Dal gør noget større ud af.

“Det var mest af alt, fordi det var en træningskamp. Så er der ikke nogen grund til at tage alt for store risici med dem, som har en lille smule. For ikke at tage chancer med dem, lod vi dem være ude.”

Hør hele interviewet med Jonas Dal herunder: