På lørdag går det for sidste gang løs i optakten til forårssæsonen, når FC Fredericia tager en tur til Skive, hvor den sjette og sidste træningskamp venter, før det næste lørdag igen hedder NordicBet Ligaen.

Nogle dage før den sidste træningskamp, er det en tilfreds Jonas Dal, som kan fortælle, at truppen er ved at være der, hvor cheftræneren gerne vil have den.

“Ikke bare holdet, som skal spille mod Skive, men hele truppen er på plads. Vi har haft en forrygende opstart uden alt for mange skader, og spillere, som seneste i dag, har bevist, i en test, at de er i god form. Det glæder mig overordentligt meget, at vi er ved at være der, hvor vi skal være nu.”

I de foregående træningskampe, har Jonas Dal benytter alle de spillere, som han har haft til rådighed. Alle har fået chancen for at vise sig frem, og selvom der kun er lidt over en uge til turneringsstart, vil Jonas Dal ikke lægge sig fast på en startopstilling.

“Vi vil stadig gerne holde alle mand skarpe, og også stadig bruge kampen, når nu vi må skifte så meget ud, som vi vil, til at benytte os af det. Der kommer til at være nogle ting, som kommer til at ligne noget af det, som vi gerne vil se frem imod, når vi skal spille den første turneringskamp, men vi vil stadig også se, at der bliver en stor udskiftning – i hvert fald når vi kommer længere hen i kampen.”

Til den sidste træningskamp har Jonas Dal et stort fokus på helhedsindtrykket på banen. Der er dog også nogle mere specifikke ting, som cheftræneren kigger på.

“Når vi synes, at det ser godt ud overall, jamen så er det relationerne. Hvem passer godt sammen med hinanden, og hvor kan vi se, at vi kan gøre ondt på den kommende modstander og den modstander vi møder nu. Vi skal også gerne kunne se, at vores standardsituation er noget, som vi har øvet os på.”

Hør hele interviewet med Jonas Dal i videoen herunder: