Starten på forårssæsonen er gået langt fra godt for FC Fredericia. Først blev det til et nederlag på 4-2 mod Fremad Amager, og det resultat blev fulgt op af et 3-1-nederlag på hjemmebane mod Viborg FF.

Det var derfor naturligt nok en meget skuffet Jonas Dal, som satte nogle ord på kampen, lørdag eftermiddag.

“Man er altid skuffet, når man taber en kamp. Vi har sådan en sætning, som vi siger for os selv, at hvis vi giver os selv muligheden for at vinde en fodboldkamp, så er det godkendt. Men det synes jeg ikke, at vi kan sige i dag. Der er flere parametre, som spiller ind her.”

Kampen endte som bekendt med et nederlag på 3-1, men ved pausen stod der kun 1-0 til gæsterne, og FC Fredericia havde haft en stor mulighed lige før dommeren fløjtede halvlegen af. Der var derfor optimisme at finde ved pausen.

“Stemningen var egentligt ok. Vi vidste godt, at Viborg havde været bedst, og de havde fået lov til at være på for meget af spillet og være mere toneangivende. Vi laver nogle fejl, som vi ikke behøver at lave, og som vi ikke plejer at lave. Det var en masse små ting, som til sammen fik os til at føle, at vi havde spillet en dårlig kamp.”

Hør hele interviewet med Jonas Dal herunder: