Når FC Fredericia i morgen, tirsdag den 23. juni, tager imod Vendsyssel FF hjemme på Monjasa Park, er det bare 23 dage efter, at FC Fredericia var i Hjørring og slå netop Vendsyssel FF med 1-0.

Dengang var det en tæt kamp, som FC Fredericia vandt efter Victor Torp scorede kampens eneste mål på et straffespark efter 59 minutters spil. Cheftræner Jonas Dal forventer et opgør på hjemmebane, som kommer til at være meget lig den i Hjørring.

“Jeg kunne sagtens forestille mig, at det bliver noget lignende den kamp, vi spillede oppe hos dem for ikke ret lang tid siden. Vi har en ok følelse og en ok fornemmelse, selvom det er et rigtig stærkt hold, som vi møder. De kommer med en hulens masse muskler og nogle rigtig dygtige fodboldspillere.”

Kampen mod Vendsyssel FF spilles bare fire dage efter, at FC Fredericia besejrede Viborg FF på udebane. Der har altså ikke været lang tid til at komme sig over den kamp.

“Det betyder naturligvis også, at vi bliver nødt til at blande kortene en lille smule i forhold til, at vi skal være gode til at bruge hele truppen og bruge de spillere, som vi har til rådighed. Selvfølgelig var det en rigtig god kamp og en positiv følelse, som vi får med derfra. Derfor er man fristet til at give genvalg på alle 11 pladser, men i og med at der er så kort tid mellem kampene, er det godt, at vi har en god trup, så vi kan rykke lidt rundt.”

Hør hele interviewet med Jonas Dal i videoen herunder: