Det er fast kutyme, at efter endt træning tændes Playstation 4’eren i kælderen på Monjasa Park, og der spilles FIFA, men også Call of Duty eller Fortnite. Sådan har det været i flere år, hvor den faste fællesnævner har været FIFA. Men hele holdet har også besøgt netcaféer sammen, hvor der særligt bliver spillet Counter-Strike Global Offensive, eller bare CS-GO i daglig tale.

Alexander Nybo har været med hele vejen igennem.

– Det startede dengang Piscu (Adrian Lopez red.) var i klubben, hvor han hev hele truppen med på netcafé i Aarhus, men der gik ikke lang tid, før han forsøgte at lokke Høegh med ud for at finde en kaffe, fordi de to simpelthen var for dårlige, men siden har vi ofte gamet sammen, siger Alexander Nybo.

I FIFA-regi stiftede spillertruppen for nogle sæsoner tilbage FCF Esport, som dengang primært blot gjorde sig i FIFA.

– Det var da Niels Letort og sådan nogen var her, der spillede vi en turnering med andre proklubber i FIFA, hvor vi hed FCF Esport. Vi spillede 9-10 mand sammen på et hold, hvor nogen sad i klubben og spillede, og andre bare sad derhjemme, og så spillede vi mod andre klubber. Og vi vandt sgu divisionen, og blev den bedste proklub i Danmark, fortæller Alexander Nybo.

Og kigger man ud i Danmark, så er FIFA stadig rigtig stort blandt gamere, men noget der har vokset sig meget større og meget mere kommercielt er det førnævnte Counter-Strike Global Offensive. Og det samme gør sig gældende i FC Fredericia, hvor der render flere habile Counter-Strike spillere rundt – og endda under samme faner i form af FCF Esport, hvor Nybo endda har fået designet et logo.

– Vi er mig, G, Knulle og Ritter, der spiller meget sammen, og så har vi også Fredsted(Oliver red.) med, og ind i mellem også Christian Sørensen, Oliver Tychosen og Sebastian Grønning med fra Viborg, de spiller dog ikke med FCF Esport som logo, griner Alexander Nybo.

”Hvem er den bedste af jer?”

– Det må være G.

”Hvem er så den dårligste?”

– Det er klart Ritter, og det er egentlig ham, der har det bedste setup, så han har masser af grund til at blive bedre.

”Hvad ligger Ritters niveau så på?”

– Han siger, at han lige er kommet op på Gold Nova 4 igen, men det må være en løgn.

”Hvem er lederen på holdet, eller hvem er In Game Leader?”

– Det må næsten være mig faktisk, det er i hvert fald mig, der kalder de fleste strategier. G og jeg sidder jo bagerst i bussen på udebaneture, og planlægger strategier, vi har en der hedder ”The Snake”, den er god, den giver som minimum et plant(bomben plantes). Men der bliver også set meget Counter-Strike på udebaneture, det kan du godt skrive.

”Hvem bliver så mest sur, når i spiller?”

– Det gør Ege, det er godt nok ikke i Counter-Strike, men Ege er klart den, der bliver mest sur.

”Hvad giver det jer at spille sammen?”

– Det giver noget andet socialt, både når vi spiller sammen i klubben eller med vores venner. Særligt under Corona. Da vi var hjemme og ikke måtte spille, der boede G og jeg nærmest ved siden af hinanden. Så der gik vi ned og trænede sammen om formiddagen, og så gik vi hjem og spillede sammen. Så hvor vi normalt ville sige, vi ses til træning, så sagde vi, vi ses på serveren.

”Kan man få lov til at spille mod jer?”
– Ja, man kan bare skrive til mig eller G på instagram, så stiller vi et hold, det kan man bare gøre.