Lørdag den 8. februar var det igen blevet tid til to træningspas for de fleste FC Fredericia-spillere. Det skete efter en fredag, hvor der kun havde været en let træning og ellers resten af dagen fri.

Dagens helt store fokus var noget af det, som Jonas Dal generelt har haft fokus på undervejs på træningslejren – presspil.

“I formiddag arbejde vi med vores pres. Vi spillede et overtalsspil, hvor det handlede om at stå rigtigt, og så sætte vores pres ind. Derefter gik vi over i et spil med lidt tvunget restart, da det var et hold, som fik bolden hver gang den gik ud, og så skulle det andet hold sætte et pres ind.”

Det var dog ikke alle spillere, som var med ude til træning efter frokost. En god håndfuld spillere blev nemlig på hotellet og arbejde med andre ting. Det skyldtes rettidig omhu.

“Jeg tror, at det havde været lidt det samme derhjemme. Det handler om, at vi tager det i opløbet og passer lidt på. Nu trænede vi i formiddag, og vi har nogle, som først er på vej tilbage efter lidt længere skader. Så det er helt naturligt og helt okay, at de bliver inde og tager noget restitution.”

Når man tager på træningslejr til et land som Tyrkiet i februar, gør man det, blandt andet, for at kunne komme ned til bedre vejr. Det har dog ikke været tilfældet i år, hvor den har stået på både regn, blæst og hagl.

“Det har gjort lidt. Noget af det, som vi tager herned for, er, at kunne stå stille i lidt længere tid, hvor det er, at vi kan øve nogle ting igennem, hvor vi snakker meget og rykker rundt på hinanden. Spillerne byder selv ind, så det er ærgerligt, at vi bliver nødt til at gøre det med nogle flere løb og noget mere aktion, når vi er herude.”

Hør hele interviewet med Jonas Dal herunder: