Søndag eftermiddag gik turen fra Fredericia til Skive, hvor 29. spillerunde af Nordicbet Ligaen skulle afvikles på Hancock Arena.

Til den kamp havde Jonas Dal valgt Alexander Nybo i målet, og Jacob Buus, Eriks Nissen, Lukas Enevoldsen og Uzo i forsvaret. På den centrale midtbane lå anfører Christian Ege og Andreas Oggesen, mens kanterne blev besat af Anders Holvad og Agon Mucolli. Helt fremme lå Steven Enna, mens Mathias Gertsen var placeret lige bag ham.

FC Fredericia satte sig fra kampens start solidt på spillet. Bolden blev flyttet fint rundt, og blev hurtigt vundet tilbage, hver gang hjemmeholdet havde bolden.

Efter otte minutters spil kom den første rigtige chance til FC Fredericia. Et skete efter et hjørnespark, som hjemmeholdet egentligt klarede i første omgang. Bolden havnede dog hos Jacob Buus, der fandt Steven Enna bagerst i feltet. Han spillede bolden fladt på tværs, men en forsvarsspiller kom ned og fik afværget situationen.

Fem minutter senere var amerikaneren endnu en gang på spil foran modstanderens mål. Her blev bolden sendt ind i feltet, og Skive IK´s målmand, Marcus Bobjerg, halvklarede situationen. Bolden havnede dog hos Steven Enna, så kunne trykke af. Denne gang blev situationen klaret af målmanden, som fik en fod på.

På trods af den gode start fra FC Fredericia, var det hjemmeholdet, som bragte sig foran med 1-0. Det skete efter 18 minutters spil, hvor et indlæg fra venstre havnede ved bagerste stolpe. Her lå Sebastian Grønning klar til at sparke bolden i nettet.

Efter scoringen kom en periode, hvor FC Fredericias spil ikke rigtigt fungerede. Der var flere dårlige afleveringer, og der blev ikke skabt chancer.

Med godt et kvarter igen af halvlegen kom FC Fredricia dog bedre ind i kampen igen. Det udmøntede sig blandt andet i en afslutning i sidenettet for Uzo.

Fire minutter før pause var det så Mathias Gertsens tur til at være tæt på. Agon Mucolli fandt ham på kanten af feltet, og med en god førsteberøring kom han forbi forsvaret. Han kom dog ud i en spids vinkel, men fik afsluttet. Bolden blev dog reddet af Marcus Bobjerg.

Scoringer kom der dog ikke flere af i første halvleg. Dermed kunne de 22 spillere gå til pause ved stillingen 1-0 til Skive IK.

Anden halvleg var kun tre minutter gammel, da FC Fredericia scorede kampens første advarsel. Den tilfaldt Mathias Gertsen.

To minutter senere kom Anders Holvad så frem til en god mulighed. En høj bold kom ind i feltet, som Steven Enna fik headet ned til Anders Holvad, som afsluttede fra tæt hold. Hans afslutning blev reddet og sendt ud til et hjørnespark.

Det hjørnespark blev også farligt, da Skiv IK-målmanden ikke fik fat i bolden. Den dumpede derfor ned i feltet, men en forsvarsspiller fik kastet sig ind foran Steven Ennas afslutning.

Få minutter senere var den store amerikaner igen i vælten. Agon Mucolli sendte en bold helt over bagerst i feltet, hvor Steven Enna fik hovedet på. Hans afslutning sad dog lige i handskerne på Marcus Bobjerg.

Minuttet senere fik Jacob Buus en advarsel. Han back-kollega, Uzo, modtog kort efter også en advarsel.

Med 25 minutter tilbage af kampen kom Uzo frem til en fin chance. Han kom ind i feltet fra sin plads som venstre back, spillede et-to med Mathias Gertsen og sendte et skud afsted. Bolden røg dog lige over mål.

Fire minutter senere var det centimeter fra at blive til 1-1. Mathias Gertsen stod med bolden på kanten af feltet, og vippede den flot henover forsvaret. Her kom Christian Ege på bolden og headede den første gang ind til Steven Enna, som kastede sig frem. Han fik dog kun ramt bolden nok til at prikke den forbi mål.

Samtidig med det foretog FC Fredericia to udskiftninger. Ud gik Erik Nissen og Anders Holvad. De to blev erstattet af Victor Torp og Kristian Kirkegaard.

Alt spillet foregik på hjemmeholdets banehalvdelen, og som oftest var det FC Fredericia, som havde bolden. Skive-defensiven var dog meget svær at komme igennem.

Med syv minutter igen modtog Andreas Oggesen også en advarsel. Den brokkede han sig så meget over, at han fik en advarsel mere. Dermed måtte han forlade banen før tid.

FC Fredericia fortsatte dog presset, og med tre minutter igen var det for alvor tæt på. Bolden hoppede og dansede foran Skive-målet, og en afslutning blev sendt afsted. Den ramte en forsvarsspiller og trillede lige nøjagtigt forbi mål.

Dommeren lagde fem minutter til anden halvleg. Ind til de sidste fire af dem kom Dennis Høegh. Han erstattede Mathias Gertsen.

FC Fredericia forsøgte sig helt til det sidste med masser af bolde ind i feltet. Det voldsomme pres gav dog ikke en scoring, og dermed blev det til et nederlag på 0-1.