For halvandet år siden ansatte FC Fredericia den tidligere Esbjerg fB- og Hobro-træner Jonas Dal. Forhåbningerne til cheftræneren var dengang store, og dem har han levet op til.

Parterne er nu blevet enige om at forlænge kontrakten frem til sommeren 2021.

”Vi er meget tilfredse med, at Jonas har forlænget sin aftale med et år. Vi ser det som en naturlig forlængelse for Jonas, som har gjort det godt i klubben. Hans tilgang til fodbolden har udviklet sig i en god retning, og han har været en væsentlig del af den bedste placering i 10 år for klubben. Vi ser meget frem til at arbejde videre sammen med ham”, siger direktør Stig Pedersen.

Forlængelsen sker midt i opstarten til et særdeles spændende forår, hvor FC Fredericia ligger nummer to i NordicBet Ligaen – kun tre point fra førstepladsen.

Derfor er det ikke kun direktør Stig Pedersen, som er glad for forlængelsen. Jonas Dal selv glæder sig også over at have sat sin underskrift på en ny kontrakt.

”Jeg er rigtig glad for det, så vi er to parter, som er glade for det. FC Fredericia er et godt sted at være. Det er en spillertrup, som har udviklingspotentiale, men som også i nuet, er rigtig godt. Der er næste det hele. Vi kan blive ved med at ligge på, og forhåbentligt er der masser at arbejde med i den tid jeg har forlænget. Jeg tror på, at vi kan nå nye højder”, siger Jonas Dal.

FC Fredericia er en klub, som har udviklet sig en del de seneste år, og det er en udvikling, som er fortsat i det halvandet år, Jonas Dal har været cheftræner.

”En ting er, at vi er begyndt at spise morgenmad sammen. Det er noget, som spillerne har taget til sig, og vi er blevet mere sociale. Derudover er der kommet en fanklub, Red Pride, som gør det rigtig godt. Det smitter af på tingene inde på banen, hvor vi spiller lige op med klubber, som har langt bedre forudsætninger.”