FC Fredericia opruster og styrker det sportslige og fysiske setup ved at ansætte en fysisk træner. Det er første gang, at klubben ansætter en til lige præcis dét område.

Valget er faldet på 27-årige Alexander Brix Mølgaard, der tidligere har arbejdet sammen med Michael Hansen i Silkeborg IF, og netop deres kendskab til hinanden gjorde, at det var heller ikke svært for Alexander at vide, hvad han skulle svare, da Michael Hansen ringede.

– Det var et sikkert ja fra min side, både fordi jeg skulle arbejde sammen med Michael igen, men også udfordringen i at skulle bygge noget nyt op i en klub, der ikke har haft en fysisk træner før, fortæller Alexander Brix Mølgaard.

Direktør Stig Pedersen glæder sig over, at klubben nu bogstaveligt talt kommer til at stå endnu stærke end man har gjort før.

– Vi har sat ressourcer af til at styrke det fysiske og sportslige setup med en fysisk træner, og det er vi glade for, fortæller Stig Pedersen.

FC Fredericias skadesfrekvens har hele tiden været lav grundet Mie Krogs gode arbejde, men med tilførslen af Alexander Brix Mølgaard er det hensigten, at man skal blive endnu bedre.

– Mie har gjort et fantastisk stykke arbejde, og det skal hun fortsætte med, men nu kan hun koncentrere sig mere om fysioterapien.

Alexander Brix Mølgaard er blevet ansat på en aftale, der løber resten af sæsonen.