Fredag aften kunne jubelen igen bryde løs på Monjasa Park. FC Fredericia vandt nemlig 3-2 over Næstved IF. Den første sejr i fem kampe.

Derfor var stemningen ganske god i omklædningsrummet efter kampen, hvor der igen blev sunget sejrssang. Anfører Christian Ege var også ganske godt tilfreds med sejren.

“Det er super dejligt. Man har gået og haft ondt i maven over de seneste resultater. Uanset hvor meget man lægger vægt på præstationer eller spil, så må man erkende, at resultater betyder noget for én. Vi går voldsomt op i at vinde, og det er også derfor, vi går i præstationer, fordi vi gerne vil vinde.”

Christian Ege scorede til 1-1 kort før pausen, og scoringen var anførerens tredje i denne sæson. Med den scoring kom han op på 10 mål i 245 kampe.

“Det er en ringe statistik, mand. Men det er jo heller ikke min primære opgave som sådan. Det var dejligt at score og dejligt at gøre på hjemmebane. Man ved, det bliver en god dag, når jeg scorer, når det ikke sker hyppigere. Men dejligt at kunne biddrage på den måde også.”

Hør hele interviewet med anføreren i videoen herunder: